Lufthansa åbner to nye langdistanceruter

14-06-2017
I sommeren 2018 vil Lufthansa åbne en ny rute fra Frankurt til det vestlige USA, mens det tyske selskab også får en ny rute fra München til Asien.

Fra sommeren 2018 kan Lufthansa tilføje to nye langdistanceruter til netværket samt øget kapaciteten på andre ruter. Første rute udgår fra Frankfurt, og destinationen bliver San Diego i det sydvestlige Californien tæt på den mexicanske grænse.

San Diego er den næststørste by i Californien og er med sine 1,4 mio. indbyggere samtidig den ottende største by i USA. Byen er kendt for sine lange strande ud til Stillehavet, hvor surferne rider på de store bølger, og den californiske storby har også store erhvervsklynger inden for biotek og telekommunikation. Lufthansa vil flyve fem gange ugentligt til San Diego, men selskabet oplyser endnu ikke noget om flytype og starttidspunkt for ruten.

Den anden nye langdistancerute har udgangspunkt i det sydtyske hub i München. Her er det Singapore, der kan tilføjes på rutekortet. En destination, som joint-venture partneren Singapore Airlines allerede betjener med Airbus A350-900, og længere nordpå i Frankfurt har Lufthansa en daglig afgang til Singapore med Airbus 380, mens Singapore Airlines har to daglige afgange med henholdvis Airbus A380 og Boeing 777-300ER.

Lufthansa vil flyve fem gange om ugen fra München til Singapore, men ligesom med den nye San Diego-rute er der endnu ikke sat starttidspunkt og flytype på den nye rute.

A380´ere flyttes til München
Udover de to nye ruter vil Lufthansa også indsætte ekstra kapacitet mellem München og Chicago, således at der øges fra syv til 10 ugentlige afgange.

Endelig vil Lufthansa flytte fem af selskabets i alt 14 Airbus A380´ere fra Frankfurt til München, således at det vil være muligt at flyve med megajumboen fra München til Los Angeles, Hong Kong og Beijing. I de kommende år flyttes yderligere to langdistancefly til München, der alene med A380´erne får skabt 500 nye arbejdspladser i den sydtyske storlufthavn.

“Med A380´eren kan vi tilbyde vores München-kunder et topklasse-fly fra et femstjernet hub, og vi har igennem de senere år gjort store fremskridt med styringen af vores hubs. Vi har harmoniseret og integreret processer og er nu mere fleksible i udnyttelsen af vores fly fra forskellige lokationer. Kvalitet, effektivitet og vækst vil altid være vores topprioritet,” siger Harry Hohmeister, der er medlem af koncernledelsen og ansvarlig for Hub Management hos Lufthansa.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa må sætte langdistancefly på jorden

Lufthansa flytter langruter til lavprisselskab

Lufthansa klar med seks nye langdistanceruter

Lufthansa og Singapore Airlines styrker samarbejde

Lufthansa åbner rute til San Jose

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724