Nye flytyper på Paris Air Show

16-06-2017
Boeing forventes på næste uges Paris Air Show at præsentere en hel ny flytype, der uofficielt er døbt Boeing 797. Også Airbus og Embraer har nye fly med.

Adskillige nye varianter af populære kommercielle passagerfly vil blive vist frem for første gang ved dette års Paris Air Show, der løber af stablen fra på mandag og ugen ud i Le Bourget-lufthavnen nord for Paris.

I den lange ende vil både Airbus og Boeing fremvise de længste og nyeste varianter af henholdsvis Airbus A350 og Boeing 787 Dreamliner, når den 73,78 meter lange Airbus A350-1000 og den 68,28 meter lange Boeing 787-10 indtager scenen på jorden og sandsynligvis også i luften ved verdens største flyudstilling, der afvikles hvert andet år.

Boeing lancerer med stor sandsynlighed officielt Boeing 737 MAX-10, der vil blive den største variant i den nye MAX-serie af verdens bedstsælgende passagerfly, Boeing 737. Rygterne om MAX-10 har svirret længe og Boeing håber sandsynligvis på at kunne indgå en stribe aftaler med flyselskaber om køb af flyet, der med mellem 190 og 230 sæder er velegnet til lavprisselskaber.

I midten af næste årti
Størst opmærksomhed vil der sandsynligvis være omkring et fly, som først vil gæste Paris Air Show om fire, seks eller otte år. Boeing forventes nemlig at løfte lidt af sløret for sit såkaldte “New Midsize Airplane”-projekt, der også går under tilnavnet “Boeing 797”. Et fly, der endnu er på tegnebrættet og først forventes at se dagens lys i midten af næste årti. Det skal kile sig ind mellem den største variant af Boeings 737-serie af mellemdistancefly og den mindste udgave af Boeings 787-serie af langdistancefly. Indtil videre arbejder Boeing med planer om at flyet skal have to midtergange og plads til mellem 220 og 270 passagerer. Men de tanker vil Boeing sandsynligvis uddybe under næste uges airshow.

Boeing og Airbus vil løbe med det meste af opmærksomheden, men der vil også være andre nyheder. Således forventes Mitsubishi at vise sit MRJ regionale jetfly frem. Et fly, som skal tage kampen op i segmentet mellem 80 og 120 sæders fly, hvor Bombardier og Embraer er de toneangivende spillere.

Bombardier har engageret airBaltic til at fremvise sit fjerde eksemplar af Bombardiers CS300-fly, som airBaltic var de første til at tage i brug og som Bombardier gerne vil have endnu flere kunder til. Om det lykkedes bliver interessant at følge. I Embraer-lejren bruger man airshowet i byernes by til at præsentere sin nye E195E2, der er den nyeste version af den største variant i Embraers E-serie af regionale jetfly.

Afslutte og præsentere store aftaler
De første fire dage af showet er forbeholdt flyindustriens folk. Her vil potentielle kunder diskret få fremvist de nye flytyper, ligesom der vil blive spist “powerlunch” og forhandlet flyindkøb for milliarder af kroner i de mange pavilloner, der ligger mellem Le Bourgets landingsbaner og de udstillede fly på jorden.

Selvom forhandlingerne mellem flyproducenterne og flyselskaberne sandsynligvis har stået på længe og reelt er afsluttet, så bruges Paris Air Show og den opmærksomhed, der er omkring showet, ofte til at afslutte og præsentere store aftaler og få maksimal opmærksomhed omkring dem. Og efter hver show gøres det op hvor mange ordrer Boeing fik og hvor mange Airbus fik under showet.

Airbus’ salgschef John Leahy har dog ikke noget imod, at der ikke landes helt lige så mange aftaler som for to år siden. Både Boeing og Airbus har nemlig historisk tykke ordrebøger og derfor rigeligt at give sig til i de kommende år.

Det er dog ikke ensbetydende med, at der slet ikke vil blive indgået aftaler og købt nye fly under Paris Air Show. Det vil der uden tvivl. Kæmpeordrer på fra asiatiske lavprisselskaber på mellemdistancefly som Airbus A320neo og Boeing 737MAX samt ordrer i lidt mindre omfang på langdistancefly som Airbus A350 og Airbus A330neo samt Boeing 787 og Boeing 777. Men det vil nok ikke kunne matche de 902 fly til en værdi på tilsammen 400 mia. kroner, som Airbus og Boeing fik ordrer på under Paris Air Show i 2015.

A380-ordre op af hatten
Det bliver interessant at se om der kommer betydelige bestillinger fra europæiske selskaber. Efter flere års tilbageholdenhed kan det tænkes, at europæerne igen er klar til at handle forholdsvist stort ind.

Airshowets største overraskelse vil være, hvis Airbus kan hive en Airbus A380-ordre op af hatten i løbet af næste uge. Det store dobbeltdækkerfly sælger stadig dårligere og Airbus sænker igen og igen antallet af producerede fly per år.

CHECK-IN.dk vil hver dag i næste uge rapportere hvad der sker på det store airshow, som forventes at tiltrække mere end 350.000 deltagere fra hele verden. Efter de første fire industridage vil der være åben for offentligheden de sidste tre dage.

 

Relaterede artikler:

Airbus kan ikke få økonomi i A380

Airbus vandt ordre-kapløb

I baren med Qatar Airways

Airbus A380-ballet over Paris

Hele luftfartsverdenen samles i Paris

Gigantordre fra Air Asia lukkede Paris Air Show

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724