Danmark kan blive største aktionær i SAS

09-10-2017
Sverige og Norge ønsker ikke at deltage i en eventuel kommende kapitaludvidelse i SAS, hvorimod den danske stat er klar til fastholde sin ejerandel.

Den danske regering støtter en kapitaludvidelse i SAS. Så klar var udmeldingen, efter at SAS i fredags kunne meddele, at selskabet på en ekstraordinær generalforsamling den 3. november vil søge at få opbakning til at gennemføre en såkaldt rettet emission på op til 20 procent af aktiekapitalen.

Det var nogle andre toner, der kom fra de norske og svenske regeringer, der hidtil ikke har lagt skjul på, at begge lande ønsker at reducere deres ejerandel i SAS.

“Vi er positive over for, at selskabet ønsker at have fleksibilitet til at kunne hente ny egenkapital for at styrke sin finansielle position, men vi har været tydelige omkring, at selskabet vil være bedst tjent med andre ejere end den norske stat og ønsker derfor ikke at deltage i en eventuel emission,” siger Norges erhvervsminister Monica Mæland i en pressemeddelelse.

Den svenske regering skriver i en pressemeddelelse, at man ikke kommer til at tegne aktier i SAS i en eventuel emission.

“Vi mener, at det er positivt, at SAS vil styrke sin finansielle stilling. Vi har været klar over, at vi ikke er en langsigtet ejer, men på den anden side en ansvarlig ejer og derfor gør vi, hvad vi kan for at lette selskabets kapitalisering – i dette tilfælde ved ikke at sælge aktier på markedet i en periode efter selskabets emission,” udtaler Sveriges erhvervs- og innovationsminister Mikael Damberg.

Danmark ønsker at fastholde ejerandel
Dermed står det klart, at den norske og svenske regering støtter planen, men ikke selv ønsker at deltage i kapitaludvidelsen. Der vil derfor være udsigt til en udvanding af de to skandinaviske broderlandes ejerandele i SAS, der i dag er henholdsvis 17,1 procent for Sverige og 11,4 procent for Norge.

Den danske regering ønsker derimod at holde fast i den nuværende ejerandel på 14,2 procent. Derfor vil regeringen bede Folketingets Finansudvalg om opbakning til, at den danske stat kan deltage i en eventuel kapitaludvidelse med det formål at opretholde den nuværende ejerandel.

“SAS har fået stærkt momentum i forretningen efter at have gennemført store tilpasninger af virksomheden over de senere år. Og som ejer vil vi gerne bidrage til at sikre, at selskabet kan fortsætte den sunde udvikling,” siger finansminister Kristian Jensen (V) i en kommentar til en eventuel kapitaludvidelse i SAS.

Danmark har derfor mulighed for sammen med Sverige at kunne blive de største aktionærer i SAS. En maksimal udvanding vil nemlig reducere den svenske stats ejerandel til lidt mere end 14 procent.

Hård medfart på børserne
Det har været ventet længe. at SAS ville komme med en plan for refinansiering af selskabets gæld, og ifølge Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen har det været et skrækscenariro for aktionærerne, at der kunne være risiko for en emission med fortegningsret. Derfor kan ejerne af de ordinære aktier – i modsætning til præferenceaktierne – ånde lettet op.

Fredagens udmelding om, at SAS vil søge at gennemføre en såkaldt rettet emission på op til 20 procent af aktiekapitalen fik umiddelbart en hård medfart på de skandinaviske børser. I København blev SAS-aktien handlet 9,09 procent ned, mens kursfaldet i Stockholm var på hele 10,00 procent.

Det betragter Jacob Pedersen som en overreaktion.

“Ejerne af de ordinære aktier kan se frem til en proces, hvor de ikke bliver alt for store tabere, når SAS over de kommende kvartaler skal refinansiere dyr gæld og sænke finansieringsomkostningerne – netoptil gavn for ejerne af de ordinære aktier,” lyder det fra Sydbank-analytikeren.

 

Relaterede artikler:

Analytiker: SAS-aktien er prissat for lavt

Sydbank: Overraskende stærk SAS-indtjening

Den svenske og norske stat sætter SAS-aktier til salg

SAS igen på kapitaljagt

Danmarks Nationalbank sælger sine SAS-aktier

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724