Eurowings overtager airberlin-ruter til København

10-10-2017
Fra den 15. januar vil Lufthansa-datterselskabet Eurowings flyve fra Berlin og Düsseldorf til København på de ruter, som airberlin må opgive.

Lufthansa og easyJet kæmper i disse dage med at få færdiggjort aftalerne med bobestyrerne i airberlin, der i dag flyver under en kreditorbeskyttelse, mens resterne af selskabet forsøges overtaget af de to flyselskaber.

Det lader allerede til, at noget er på vej, hvad angår ruterne fra Berlin og Düsseldorf til København, som airberlin hidtil selv har opereret. Mandag den 15. januar etablerer Eurowings sig på ruten mellem Düsseldorf og København med tre daglige afgange. Der flyves kl. 10.20, 15.00 og 17.55 fra Düsseldorf og retur fra København henholdsvis kl. 12.30, 17.00 og 19.50.

Denne rute opererer airberlin i dag med fire daglige rotationer med Bombardier Q400-fly, og netop samme flytype vil Eurowings benytte, selvom den ikke findes i flåden i dag. Så det er overvejende sandsynligt, at der allerede er blevet etableret en aftale om, at Eurowings overtager leasingaftalen på nogle af Q400-flyene fra GE Capital Aviation Services (GECAS).

Det ønsker Eurowings dog ikke at kommentere, men Lufthansas koncernbestyrelse godkendte i slutningen af september en investeringsramme på omkring 7,5 mia. kroner til køb og lease af fly til at understøtte væksten i Eurowings. Rent konkret var der tale om 41 fly i A320-familien samt 20 Bombardier Q400.

Seks gange om ugen fra Berlin
Men det er ikke alene ruten fra Düsseldorf til København, der er interessant for Lufthansa-selskabet. Eurowings vil også fra den 15. januar flyve mellem Berlin og København. Her bliver der i første omgang seks ugentlige afgange, således at der flyves én rotation dagligt undtaget tirsdag.

I dag flyver airberlin fire gange dagligt med Airbus A320-200 kapacitet, men det er ikke fly af denne type Eurowings vil benytte. I stedet er det angiveligt et af airberlins ni Boeing 737-800´ere, der vil blive indsat på ruten til København.

Eurowings vil flyve kl. 13.20 fra Tegel-lufthavnen med ankomst i København kl. 14.25. Returflyvningen finder sted allerede kl. 14.55 og med ankomst i den primære tyske hovedstadslufthavn kl. 16.00.

“Vi kan bekræfte, at Eurowings vil flyve fra Berlin og Düsseldorf til København fra den 15. januar 2018. Vi åbner til nye destinationer eller tilføjer flere frekvenser på eksisterende ruter, når vi ser en mulighed for bæredygtig vækst i markeder, hvor der er en efterspørgsel,” siger Matthias Eberle, kommunikationschef i Eurowings, til CHECK-IN.dk.

Med den kommende entré fra Eurowings får easyJet, Norwegian og SAS en ny og stærkere konkurrent mellem København og Berlin, og på ruten mellem København og Düsseldorf flyver SAS i dag tre gange om dagen, så her bliver der også tale om et skifte i konkurrencesituationen.

 

Relaterede artikler:

SAS vurderer situationen i Berlin

Norwegian fortryder Berlin-lukning

Norwegian lukker Berlin-rute fra København

Airberlin øger fra København til Düsseldorf

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724