Atlantic Airways til ny middelhavsø

13-10-2017
Malta er valgt til og Kreta er valgt fra i Atlantic Airways' 2018-udbud af direkte sommerruter fra Nordatlanten til Sydens sol.

Atlantic Airways opretter hvert år 2-3 sommerruter, som giver færingerne mulighed for at komme et smut sydpå uden at skulle skifte fly i Københavns Lufthavn. 2018 bliver ingen undtagelse og her vil der være mulighed for at komme til Middelhavsøen Malta. Atlantic Airways vil fem gange i løbet af juni, juli og august flyve tur/retur mellem Vagar-lufthavnen på Færøerne og Malta.

Der bliver afgang fra Vagar kl. 7.10 lokal tid den 19. juni, 3. juli, 17. juli, 31. juli og 14. august med returflyvning samme dag fra Malta kl. 13.30. Ruten vil blive betjent med selskabets Airbus A319-fly.

Foruden Malta, så vil der også blive fløjet til Barcelona, Lissabon og Palma i sommeren 2018.

Tidligere år har Atlantic Airways haft destinationer som Sardinien og Milano på sommerprogrammet. I år har færingerne kunne flyve direkte til Barcelona, Palma, Chania på Kreta og Portugals hovedstad Lissabon. Flyvningerne startede i maj og det sidste sommerfly tager en tur til Barcelona og retur den 17. oktober.

På skiferie
Atlantic Airways flyver i sommersæsonen en del seriecharter for danske charterarrangører fra Danmark til destinationer i middelhavsregionen inklusiv Palma og Chania. De opgaver ligger dog ofte i weekenden. Det er derfor ideelt for Atlantic Airways at kunne holde flyene beskæftigede på nogle af de mindre travle hverdage, når den almindelige rutetrafik ikke er så omfattende som følge af sommerferie.

Det er dog ikke kun om sommeren, at Atlantic Airways er begyndt at tilbyde direkte ruter til sydligere himmelstrøg. Det sker lejlighedsvis også om vinteren. Således er det i den kommende vinter muligt at flyve til Gran Canaria seks gange i december, januar og februar med første flyvning den 16. december og sidste flyvning den 6. februar 2018. Og endelig så giver Atlantic Airways færingerne let mulighed for at komme på skiferie i deres vinterferie i februar næste år. I hvert fald 144 af de 50.000 færinger. Her har selskabet nemlig to flyvninger til Chambery i de franske alper. Udrejse den 4. februar og hjemrejse den 11. februar.

Til New York
Da Atlantic Airways fik sit første A319-fly i marts 2012 holdt den daværende lagmand Kaj Leo Johannesen en tale, hvori han fremhævede de nye muligheder, der bød sig med Airbus-flyet.

“Airbus A319-flyet er et vigtigt gennembrud for Færøerne og bringer nye muligheder til det færøske samfund. Vi kan nu flyve nonstop til hele Europa samt over Atlanten. Vi kan flyve til Barcelona og til New York,“ sagde Kaj Leo Johannesen ved overdragelsesceremonien hos Airbus i Hamborg.

Selskabet har siden 2012 fløjet til Barcelona i sommersæsonen. New York er endnu ikke kommet på rutekortet. Men det kan lade sig gøre. Fra Vágar Lufthavn til New York er der en afstand på godt 4.940 kilometer. Den maksimale rækkevidde for Airbus A319-flyet er på 5.984 kilometer i 144-sæders versionen.

 

 

Relaterede artikler:

Atlantic Airways forsøger sig med Lissabon

Gran Canaria ny vinterdestination for Atlantic Airways

Atlantic Airways med ny rute til Milano

Atlantic Airways: Nu kan vi flyve til New York

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724