Airbus øger sin flyproduktion i Kina

11-01-2018
Den store europæiske flyproducent vil forøge produktionen i Airbus A320 familien på sin Final Assembly Line Asia i Tianjin i Kina.

I forbindelse med et fransk statsbesøg i Kina, har den kinesiske Airbus samlefabrik, Final Assembly Line Asia (FALA) i Tianjin indgået en aftale med Airbus ledelse om at forøge produktionen af fly fra Airbus A320 familien til fem eksemplarer om måneden i 2019 og seks i 2020.

FALA blev åbnet i 2008 og havde med udgangen af 2017 fremstillet 354 fly af A320 familien til kunder i Kina og det øvrige Asien. I oktober 2017 samlede FALA sin første A320neo, som herefter blev leveret til AirAsia. FALA er en af de tre Airbusfabrikker, der fremstiller A320. De to øvrige ligger i Toulouse og Hamborg.

Teknologisk udvikling
Sideløbende med produktionsaftalen underskrev Airbus COO og præsident Commercial Aircraft Fabrice Brégier og Kinas nationale udviklings- og reform kommissions (NDRC) formand He Lifeng en aftale om om yderligere udvikling af det industrielle samarbejde i Tianjin, med det formål at styrke samarbejdet omkring teknologisk udvikling, teknisk uddannelse og udvikling af forsyningskæden.

Ved samme lejlighed blev George Xu – den tidligere formand for FALAs bestyrelse – udnævnt til CEO for  Airbus China, hvor han efterfølger Eric Chen. Xu bliver ansvarlig for alle Airbus kommercielle fly, forsvars- og space business i Kina, oplyser Airbus.

 

Relaterede artikler:

Airbus køber sig ind i Bombardiers C-serie

Airbus overvejer at stoppe A380-produktion

Kinas hemmelige langdistancefly

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724