Forskere studerer fremtidsfly med én pilot

09-02-2018
Passagerfly med kun én pilot i cockpittet er ikke urealistisk, lyder det fra forsker, der dog pointerer, at et sådan scenarie ligger mange år ude i fremtiden.

”This is your captain speaking.”

Kaptajnens obligatoriske velkomst til sine passagerer på enhver flyvning har de fleste nok bemærket. Det giver et personligt aftryk på turen, og man føler sig taget i hænderne af en tillidsfuld pilot.

Førhen var der tre piloter i cockpittet, men i 1980’erne kom Boeing 757-flyet på markedet, og det var designet til kun at have to piloter.

Sidenhen har der altid været minimum en kaptajn og en styrmand i cockpittet på et passagerfly, men det er ikke utænkeligt, at der i fremtiden kun vil være én pilot – kaptajnen – til at styre passagerne sikkert fra A til B.

Forskellige såkaldte ’jetmakers’ undersøger nemlig, hvad det vil kræve at gå ned til én pilot i cockpittet. I første omgang vurderer men en sådan sitaution på fragtfly, men håbet er, at man på sigt kan overføre én-pilots cockpit til passagerfly. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Motivationen er ganske simpel den at få skåret titusindvis af dollars af flyselskabernes årlige udgifter, hvor pilotlønninger og træningsomkostninger fylder en stor del af budgettet.

Vil fjerne passagerernes spørgsmål
I denne uge har der været afholdt Singapore Airshow, og i den forbindelse har der været drøftelser om koncepter med kun én pilot i cockpittet på passagerfly.

”Vi studerer det, og man vil sandsynligvis først se det inden for fragttransport, så passagerspørgsmålene bliver fjernet,” siger Charles Toups, der er direktør for Boeings research- og teknologiafdeling, til Reuters.

Før det overhovedet kommer på tale med kun én pilot i et cockpit, er der et stort arbejde med at få offentlighedens tillid. Katastrofale hændelser som det forsvundne Malaysia Airlines-fly MH370 og en bevidst nedstyrtning foretaget af en pilot fra Germanwings i 2015 har ikke gjort det nemmere.

Charles Toups understreger, at det vil tage årtier, før man har overtalt flypassagererne til at føle sig trygge ved kun én pilot. Befolkningens opbakning skal komme i etaper, og det første skridt vil være at udbrede kendskabet til selvkørende biler.

Fragtoperatører kigger på hinanden
I første omgang er det således inden for fragtfly, at man tester muligheden for fly med en enkelt pilot. Ved Singapore Airshow har teknikere vist, hvordan man kan skabe et cockpit til kun én pilot, når man konverterer gamle passagerfly til fragtfly.

”Jeg tror, at nogle fragtoperatører holder øje med hinanden. Og helt sikkert, hvis først den ene hopper om bord, vil man forvente, at de øvrige ikke vil sakke agterud, for der er mange penge at spare,” siger Jeffrey Lam, der er driftsleder hos Singapore Technologies Engineering.

Germanwings-styrtet i 2015 skete, efter en pilot låste sig inde i cockpittet, mens den anden pilot var på toilettet. Piloten styrede derefter flyet direkte mod jorden. Efter den tragiske hændelse blev det et krav, at man hele tiden skulle være to piloter i cockpittet. Reglen blev dog droppet to år senere, da den ydede for lidt til sikkerheden, og samtidig opstod der nye risici.

En grundlæggende og helt naturlig faktor ved cockpit med kun én pilot, er den situation, hvis piloten eksempelvis bliver træt og mister sin dømmekraft. De menneskelige faktorer vil utvivlsomt være omdrejningspunktet ved fremtidens forskning og udvikling af fly med mindre end to piloter.

 

Relaterede artikler:

Kaptajn låst ude fra cockpit mens co-pilot sov

Pilot: Nye cockpit-regler er falsk tryghed

Medie: Pilot var låst ude af cockpittet før styrtet

Ville ind i cockpit med laptop

Emirates vil have flere kvinder i cockpittet

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724