Bombe lukker London City Airport hele dagen

12-02-2018
Fundet af en stor bombe fra Anden Verdenskrig i Themsen førte søndag aften til, at lufthavnen lukkede for al flytrafik til og fra London City Airport.

En bombe fra Anden Verdenskrig er fundet i Themsen tæt ved landingsbanerne i London City Airport. Den blev søndag morgen opdaget ved King George V Dock, der ligger tæt ved landingsbanen i Londons centralt beliggende lufthavn.

”En eksklusionszone på 700 fod – 214 meter – er implementeret som en sikkerhedsforanstaltning af Londons politi og London City Airport er lukket”, hedder det i en pressemeddelelse. Lukningen vil i første omgang ramme omkring 16.000 rejsende.

Lukket hele mandag
Lukningen fik effekt søndag klokken 22.00 og gælder hele mandag. Det er endnu uvist, hvornår lufthavnen genåbner. ”Alle passagerer, der skal rejse til og fra London City Airport mandag, rådes til at kontakte deres flyselskab for mere information”, lyder det fra lufthavnen.

London City Airport benyttes primært på korte ruter. Den ligger i det østlige London tæt ved forretningsområdet Canary Wharf.

Sun Air of Scandinavia benytter London City Airport til sin rute fra Billund Lufthavn, der flyves på vegne af  British Airways. I øvrigt benyttes lufthavnen af flyselskaberne Flybe, CityJet, KLM, British Airways og Lufthansa.

CityJet meddeleler mandag morgen, at selskabet i stedet for gennemfører dagens 12 flyvninger til og fra Dublin med udgangspunkt i London Stansted Airport.

 

Relaterede artikler:

Ny rute til London City fra nordisk hovedstad

SWISS klar med Bombardier C-serie til London City

London-lufthavn skal udvides

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724