Qatar Airways åbner direkte rute til græsk ferieø

12-02-2018
Mellemøstlige Qatar Airways satser nu stort på feriedestinationerne i Grækenland. 30. maj åbnes en direkte sommerrute fra Doha til Mykonos.

Smukke Mykonos bliver tredje destination i Grækenland, der får direkte flyvninger til og fra Doha i Qatar. Mykonos i Det ægæiske Hav er berømt for sine hvide bygninger og det turkise badevand. Med sin livlige atmosfære er øen også et godt udgangspunkt for ø-hop i det græske ø-hav.

Qatar Airways Group CEO Akbar Al Baker: “Mykonos har længe været en af vores ønskede europæiske destinationer, og vi er glade for at blive det første af Gulf-selskaberne til at betjene øen med en direkte rute her til sommer”.

Flyver også til Athen og Thessaloniki
Der flyves fire gange om ugen direkte til Mykonos Island National Airport med en Airbus A320 med 12 sæder på business og 132 sæder på economy.

Qatar Airways meddelte for nylig, at man fra marts vil åbne en direkte flyrute til Thessaloniki, selskabets anden destination i Grækenland efter Athen. Også denne rute flyves fire gange om ugen med en tilsvarende Airbus A320. Flyselskabet flyver i forvejen tre gange om dagen mellem Doha og Athen.

Mykonos er blot en af flere nye ruter, der er planlagt i 2018 af Qatar Airways. Selskabet åbner blandt andet nye ruter til Canberra i Australien og Cardiff i Storbritannien. Flyselskabet har herefter flere forbindelser til Europa end nogensinde. Blandt de nye ruter er også Kiev, Prag og Dublin.

 

Relaterede artikler:

Qatar Airways åbner rute til Penang

Qatar haler ind på Emirates i CPH

Qatar Airways tilbudt andel i amerikansk flyselskab

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724