Første Qatar Airways-rute til Baltikum

08-03-2018
Qatar Airways lancerer en forbindelse fra Doha til Tallinn i Estland enten i år eller i 2019, og ruten vil være flyselskabets første til Baltikum.

I 2018 og 2019 vil Qatar Airways ekspandere yderligere og udvide deres rutenetværk med 16 nye destinationer.

Det mellemøstlige flyselskab har masser af ruter fra Doha til Europa, men Baltikum er stadig ukendt land for ørkenstaten. Det bliver der lavet om på, når Qatar Airways åbner en rute til den estiske hovedstad, Tallinn, enten i indeværende år eller en gang til næste år.

Det fortalte koncernchef i Qatar Airways, Akbar Al Baker, i forbindelse med verdens største rejsemesse ITB, der i disse dage bliver afholdt i Berlin.

På en pressekonference løftede Akbar Al Baker sløret for flyselskabets store ekspansionsplaner i fremtiden. Han fortalte blandt andet om hensigten om at blive det første flyselskab fra Mellemøsten, der opererer til Luxembourg.

Flere nye Europa-destinationer
Ud over Tallinn har Qatar Airways planer om at påbegynde ruteflyvning til de europæiske lufthavne London Gatwick, Cardiff, Lissabon, Valletta (Malta), Malaga, Bodrum, Antalya, Hatay, Mykonos og Thessaloniki. Herudover vil flyselskabet åbne ruter til Cebu og Davao i Filippinerne, Langkawi i Malaysia og Da Nang i Vietnam.

Qatar Airways lancerer desuden dobbelt daglig frekvens til Warszawa, Hanoi, Ho Chi Minh City, Prag og Kiev. Ruterne til Madrid, Barcelona og Maldiverne vil ydermere få i alt tre daglige afgange.

”Qatar Airways er enormt begejstret for at annoncere yderligere ekspansion med et betydeligt antal nye destinationer, der skal tilføjes til vores omfattende globale netværk i 2018 og 2019. Dette er en direkte afspejling af vores engagement i at forbinde rejsende på tværs af alle verdenshjørner på en måde, der er meningsfuld og bekvem for dem,” siger Akbar Al Baker.

Fremviser nyt Business Class-sæde
Under rejsemessen i Berlin præsenterer Qatar Airways blandt andet deres nye og prisbelønnede Business Class-sæde – den såkaldte Qsuite. Alle besøgende kan tage plads i sædet og på egen hånd føle luksussen.

Akbar Al Baker talte desuden ved pressekonferencen om den blokade, som rullede ind over Qatar Airways i juni sidste år. Fire Mellemøsten-lande – De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien, Bahrain og Egypten – tillod ikke flyselskabet at flyve ind i deres luftrum. Koncernchefen forholdt sig angiveligt positiv foran den store forsamling af mediefolk, selv om blokaden formentlig resulterer i røde tal i regnskabet.

Qatar Airways råder i øjeblikket over mere end 200 fly fra deres base i Hamad International Airport i Doha. I februar fik flyselskabet leveret den første Airbus A350-1000 som den første kunde i verden. Et fly, der i øvrigt er udstyret med de føromtalte Qsuite-sæder, der kan laves om til dobbeltsenge.

 

Relaterede artikler:

Qatar Airways vil åbne 10 nye ruter

Qatar Airways åbner ny rute til Norden

Qatar Airways øger til 114 Norden-flyvninger om ugen

Qatar haler ind på Emirates i CPH

Qatar Airways med Airbus A350 til Skandinavien

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724