Tre Wizz Air-fly i alvorlige hændelser på få timer

09-03-2018
Wizz Air oplevede en udsædvanlig situation, da tre af selskabets Airbus A321-fly den 26. februar kom i tekniske problemer i forbindelse med afgang fra Sofia.

Det sker absolut ikke ofte, at et flyselskab oplever flere af sine fly foretage et såkaldt PAN PAN-nødopkald på samme dag.

Det var ikke desto mindre tilfældet for det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air, der for små to uger siden formentlig blev vidne til sin hidtil mest kaotiske – og måske værste – dag nogensinde i selskabets historie.

Flyselskabet havde tre fly af typen Airbus A321-200 stående på jorden i den bulgarske hovedstadslufthavn Sofia Airport, og alle tre skulle fra midt på formiddagen til ud på eftermiddagen af sted til tre forskellige destinationer. Det skriver The Aviation Herald.

Omdirigeret til Budapest
Det første fly – registrering HA-LXP – lettede cirka klokken ni lokal tid den 26. februar på rute W6-4427 fra Sofia med kurs mod Tel Aviv i Israel. Der var 220 personer om bord. Flyet var i gang med at stige til 23.000 fod (7.000 meter, red.), da piloterne anmodede om lov til at blive i 10.000 fod. De fik tilladelse til at stige til 12.000 fod på grund af terrænet og blev i venteposition i denne højde.

Piloterne erklærede hurtigt PAN PAN og rapporterede om en upålidelig fartmåler. Vejret i område blev tjekket, inden det steg til 20.000 fod og i samme ombæring blev omdirigeret til flyselskabets hovedbase i Budapest. A321-flyet foretog en sikker landing på bane 31R cirka 105 minutter efter afgang fra Sofia.

Wizz Air har oplyst, at flyet blev omdirigeret som følge af tekniske problemer, og et erstatningsfly – registrering HA-LXU – blev sat ind til Tel Aviv og landede med seks timers forsinkelse.

Afbrød start
Et par timer efter, at det første A321-fly fra Wizz Air lettede fra Sofia, lettede det næste. Denne gang var der tale om flyet med registrering HA-LXL, som skulle af sted på rute W6-4321 til den franske by Beauvais. Flyet accelererede på bane 09, da piloterne afbrød starten ved 80 knob (150 km/t, red.). Igen var der tale om upålidelige indikationer på fartmåleren. Airbus-flyet bremsede sikkert ned og kørte ind til forpladsen, hvor det blev i otte timer.

Med to hændelser inden for få timer, skulle man tro, at Wizz Air havde fået tæsk nok. Men det var slet ikke tilfældet.

Midt på eftermiddagen skulle et tredje Airbus A321-fly af sted fra Sofia, og Wizz Air-flyet havde registrering HA-LXD. Denne gang gjaldt det rute W6-4351 mod Milano Bergamo i Italien med 204 passagerer om bord.

Flyet lettede uden problemer og fik tilladelse til at stige til 28.000 fod. Piloterne anmodede imidlertid om lov til at blive i 18.000 fod, men fortsatte på den planlagte kurs.

Kort efter meldte piloterne – som den tredje Wizz Air-besætning denne dag – om unøjagtige fartmåler-indikationer. De meldte nødopkaldet PAN PAN og gik ned til 11.000 fod og returnerede til Sofia. Piloterne besluttede dog alligevel at blive omdirigeret til Budapest og steg igen – denne gang til 20.000 fod.

Omkring to timer efter afgang fra Sofia landede A321-flyet problemfrit på bane 31R i Budapest. Også her blev der sat et erstatningsfly – registrering HA-LXH – ind, og de mange passagerer nåede til Milano med en forsinkelse på seks og en halv time.

Alvorlige hændelser
De bulgarske havarimyndigheder, AAIU (Aircraft Accident Investigation Unit), meldte torsdag ud, at alle tre hændelser er i kategorien for alvorlige hændelser. De tre A321-fly havde i over seks timer stået på forpladsen i Sofia, hvor der var lave temperaturer og snevejr. Flyene blev afiset inden afgang, men det hårde vintervejr kan have haft en indvirkning på fartmålerne.

Piloterne på to af Wizz Air-flyene valgte således at blive omdirigeret efter afgang, mens det tredje fly afbrød starten på selve startbanen. I alle tre tilfælde opstod hændelsen som følge af upræcise og upålidelige værdier på flyets fartmåler.

De tre Wizz Air-hændelser bliver ifølge The Aviation Herald nu undersøgt af de bulgarske havarimyndigheder, men der foreligger endnu ikke yderligere informationer i den noget spektakulære luftfartssag.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air lukker tre baser

Wizz Air med 72. rute i Skandinavien

Wizz Air med flyordre på 110 milliarder kroner

SAS blandt de sikreste flyselskaber i verden

Lyde fik Ryanair-fly til at returnere til CPH

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724