SAS tilbyder opgradering på bonusbilletter

13-03-2018
Flybilletter betalt med EuroBonus-point kan fremover opgraderes til SAS Plus eller SAS Business.

SAS har flere end fem millioner medlemmer i loyalitetsprogrammet EuroBonus, og de kan nu se frem til en forbedring af mulighederne for at blive opgraderet til en højere serviceklasse.

Hidtil har det været muligt at byde op en opgradering, hvis billetten til en SAS-flyvning var købt og betalt på sædvanlige vilkår enten direkte hos flyselskabet eller via et rejsebureau. Nu bliver det også muligt at byde på opgraderinger til SAS Plus eller SAS Business for rejser, der er betalt med opsparede EuroBonus-points – de såkaldte Award Trips.

Rejser man indenrigs, i Norden eller i Europa, er det muligt at byde på en opgradering til SAS Plus, og er der tale om en interkontinental flyvning vil det være muligt at afgive bud på opgradering til både SAS Plus og SAS Business.

“Vi arbejder hele tiden på at udvikle og styrke vores produkt med innovative tilbud til vores kunder.  Vi har lyttet til vores kunders feedback, og opgraderingsmulighederne gælder nu også for rejser booket med EuroBonus-point. På den måde får endnu flere af vores kunder adgang til SAS’ bedste produkter,” siger Johan Mägi, der er chef for Community Programs i SAS.

Billig adgang til Sleeper Seat
Opgradering sker via det særlige budsystem i SAS Upgrade. Her kan man selv bestemme, hvor meget man vil byde for en opgradering, som kan betales med et kontant beløb eller med opsparede bonuspoint.

Det er muligt at afgive bud på en opgradering op til 48 timer før afrejse, og er man blandt de heldige, der får buddet accepteret, vil der lande en besked via e-mail i indbakken seneste 36 timer før planlagt flyafgang.

Man kommer kun til at betale, hvis buddet bliver accepteret, således at man kan få adgang til lounge, Fast Track eller eventuelt et Sleeper Seat sæde, hvis der er tale om en opgradering til SAS Business på en oversøisk flyrejse.

 

Relaterede artikler:

Endnu en forringelse i EuroBonus-programmet

SAS: It-problemer forsinker EuroBonus-forbedringer

SAS forringer igen Eurobonus

Byd ind på en opgradering

Nemmere vej til Eurobonus-pointene

 

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724