Klar til at føre Billund Lufthavn ind i fremtiden

14-03-2018
Den 48-årige Jan Hessellund sætter sig den 1. juni i chefstolen i Billund Lufthavn, og den tidligere BILKA-varehuschef glæder sig til udfordringerne.

Tirsdag morgen kl. 07.00 havnede en pressemeddelelse fra Billund Lufthavn i indbakken på redaktionerne over hele landet. Her meddelte lufthavnens bestyrelsesformand, at administrerende direktør Kjeld Zacho Jørgensen med udgangen af maj fratræder sin stilling, da han ikke længere ønsker at pendle mellem bopælen i Norge og jobbet i Billund.

Afløseren bliver lufthavnens nuværende kommercielle direktør Jan Hessellund, som CHECK-IN.dk fangede få timer senere, da han i bil var på vej fra hjemmet i Horsens til et møde i København.

Derfor var det naturligt at lægge ud med spørgsmålet om, hvorfor han kører i bil og ikke flyver til København.

“Det har noget at gøre med den fleksibilitet, det skaber i forhold til hvad jeg skal mødemæssigt. Jeg tager både tog, bil eller fly til København i forhold til mit ærinde. I dag var det vigtigt at være tilgængelig på telefonen,” forklarer Jan Hessellund.

Fra detailchef til administerende direktør
Den 48-årige Jan Hessellund blev for 10 år siden ansat i Billund Lufthavn som detailchef, og i slutningen af 2011 blev han undævnt til kommerciel chef, og siden foråret 2013 har han fungeret som kommerciel direktør og medlem af ledergruppen, der består af otte områdechefer og den administerende direktør.

Den nye rolle som øverste chef er noget af et drømmejob for Jan Hessellund.

”Det match jeg havde med Billund Lufthavn, da jeg tiltrådte i 2008, er kun blevet forstærket i takt med, at jeg har fået erfaring i lufthavnen og fra luftfarten. Det er endnu mere spændende at komme til at udvikle denne virksomhed. Jeg kan ikke se andre jobs, der er mere interessante.”

Da han samtidig har været en del af ledergruppen siden 2013 er han godt klædt på i forhold til de fremtidige udfordringer.

”Jeg har været med til at lave strategien sammen med resten af ledergruppen og bestyrelsen, og nu kan jeg få lov til at føre den ud i livet. Strategien vi er i gang med at rulle ud nu, er den strategi, der blev vedtaget i 2017.”

Har fået noget med fra Dansk Supermarked
Den første del af erhvervskarrieren er foregået i Dansk Supermarked Gruppen. Fra den spæde start i 1991 som serviceleder i Føtex i Svendborg arbejdede Jan Hessellund sig opad i detailhandelskoncernen via en rolle som servicechef hos Føtex i Randers til hovedkontoret i Højbjerg, hvor en opgave som konsulent for administrativ rationalisering lokkede.

Sidenhen ventede udfordringer som afdelingschef i Føtex Randers samt efterfølgende varehuschef i Føtex Varde, Føtex Silkeborg og BILKA i Horsens. I jobbet i Horsens var Jan Hessellund ansvarlig for driften af varehuset samt ledelse af 350 medarbejdere.

”Den uddannelse og erfaring, som man får med sig fra en karriere i Dansk Supermarked Gruppen er at implementere strategi igennem store organisationer, og det kan jeg i høj grad bruge i Billund Lufthavn. Men jeg har også fået forretningsforståelse og købmandskab med i bagagen, og det er mindst ligeså vigtigt i rollen som administrerende direktør.”

På vej mod syv millioner passagerer
På spørgsmålet om, hvor Jan Hessellund ser Billund Lufthavn om 10 år, er han noget tilbageholdende, da han vil vente med de store strategiske udmeldinger til han selv har sat sig til rette i direktørstolen. Af naturlig respekt for den nuværende ledelse.

Men det lykkedes alligevel at få lokket et par programerklæringer ud af ham.

”Om 10 år ser vi en virksomhed, der har udviklet sig og som minimum har taget de markedsandele, der svarer til vækst i luftfartsindustrien. Vi skal fortsat være i stand til at udvikle virksomheden til at være den internationale vej ud i verden og ind til Vestdanmark for både virksomheder og turister. Vi skal fortsat være en virksomhed med kompetente og dygtige medarbejdere og som helhed en god arbejdsplads.”

Jan Hessellund forventer også, at Billund Lufthavn om 10 år har en jernbanestation og en motorvej rundt om sig. Herudover skal der gøres plads til udvidelser i lufthavnen, så det vil være muligt at skabe rum til den forventede passagervækst.

”Vi har i vores strategi adresseret, hvad vi bygger til, Vi skal have plads til 50 procent flere passagerer på de travleste timer, således at vi fremover kan håndtere 1.800 afrejsende og ankommende gæster i timen mod 1.200 i dag. Hvis væksten fortsætter, vil vi om 10 år være tæt på syv millioner passagerer årligt.”

 

Relaterede artikler:

Kjeld Zacho Jørgensen forlader Billund Lufthavn

Billund ombygger lounge for 15 millioner kroner

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724