Er klar med verdens bedste Business Class

10-04-2018
Business Class på Gulf Airs nye Dreamliner-fly skal sammenlignes med First Class-produkter i markedet og ikke med konkurrerende Business Class-produkter.

I weekenden var hele verdens øjne rettet mod Formel 1-løbet i Bahrain, hvor danske Kevin Magnussen sikrede sig en flot femteplads.

Det lille kongedømme på Den Arabiske Halvø ved Den Persiske Bugt benyttede lejligheden til at præsentere et helt nyt design for Gulf Air, der er det nationale flyselskab. På et tidspunkt gennemførte en Boeing 787-9 Dreamliner i den nye Gulf Air-bemaling et low-pass henover Bahrain International Circuit, som er navnet på den berømte Formel 1-racerbane.

Nye Dreamlinere på vej
Den 27. april får Gulf Air nemlig leveret den første af 16 Boeing 787-9 Dreamlinere, som skal indsættes på ruten fra Bahrain til London-Heathrow fra den 15. juni. Flyene skal erstatte de nuværende A330´ere, og det er planen, at der leveres fem fly i 2018, to i 2019 og tre i 2020. Udover de 16 Dreamlinere, der er købt direkte hos Boeing, har Gulf Air sidste år indgået en aftale om at lease fem 787-9 fra DAE Capital, således at der bliver kapacitet til at udvikle nye ruter.

Gulf Air´s Dreamlinere vil blive indrettet med 282 sæder i en toklasses konfiguration med 26 Falcon Gold Class-sæder samt 256 Economy Class-sæder.

Falcon Gold Class på Gulf Air Boeing 787-9 (Foto: Gulf Air)

Den nye Falcon Gold Class vil ifølge Gulf Air blive den bedste Business Class i verden. Koncernchef Kresimir Kucko siger til Air Transport World, at sæderne ikke skal sammenlignes med eksisterende Business Class-produkter, men i stedet med First Class-produkter. Gulf Air-chefen vil endnu ikke gå i detaljer om kabineindretningen, men han understreger, at den bliver betydeligt bedre, end hvad andre flyselskaber tilbyder på Business Class.

Nyt design, nye fly og nye destinationer
Udover de nye Dreamlinere har Gulf Air også 17 Airbus A321neo og 12 A320-neo i ordre, og disse fly vil også blive leveret den nye bemaling og med helt nye kabiner.

Således vil der blive installeret lie-flat Business Class-sæder på A321´erne, der benyttes på de længere ruter til eksempelvis Paris og Frankfurt. Også i dag er der lie-flat sæder i Business Class på de eksisterende A321-fly, og det er ifølge selskabet meget populært på især Paris-ruten.

Den nye flybemaling betyder, at guldfarven på den forreste del af skroget forsvinder, ligesom der også siges farvel til de mørkeblå motorer til gengæld for en guldtonet farve. I stedet vil skroget være helt hvidt med navnet GULF AIR i store bogstaver på den forreste del af skroget og selskabets falkelogo på halen.

I den kommende sommer vil Gulf Air præsentere otte nye destinationer; Bangalore og Calicut i Indien, Alexandria og Sharm el-Sheikh i Egypten, Abha og Tabuk i Saudi-Arabien samt Casablanca i Marokko og Baku i Aserbajdsjan.

Gulf Air fløj i en kort periode fra Bahrain til København fra den 1. juli 2011 og frem til den 4. februar 2013, men tilsyneladende var konkurrencen for hård fra Emirates og Qatar Airways.

 

Relaterede artikler:

Offentlige støttekroner til Gulf Air-rute var forgæves

Mellemøst-selskab trækker sig ud af CPH

Gulf Airs CPH-rute hænger i tynd tråd

Gulf Air har øget med 153 procent i CPH

Kriseramte Gulf Air dagligt til København

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724