Yderligere seks Air France-strejkedage i april

10-04-2018
Medarbejdere hos Air France har tirsdag nedlagt arbejdet, og herudover er der planlagt fem ekstra strejkedage inden for de kommende to uger.

En omfattende lønstrid mellem Air France og flyselskabets ansatte får nu yderligere konsekvenser for passagererne.

De fagforeninger, hvor de utilfredse medarbejdere er tilknyttet, lægger endnu større pres på og har således varslet seks strejkedage mere. Den første finder allerede sted tirsdag den 10. april, og Air France forventer denne dag at gennemføre 75 procent af sine flyvninger.

Det franske flyselskab regner med at gennemføre 65 procent af alle langdistanceflyvninger, mens forhåbningen er at fuldføre 73 procent af alle flyvninger på mellemdistanceruterne til og fra Paris Charles de Gaulle. 80 procent af alle flyvninger på kortdistance til og fra Paris Orly og mellem de franske provinser forventes gennemført.

Air France oplyser dog, at der må forventes forsinkelser og aflysninger i sidste øjeblik.

Opdaterer flyveplan dagen før
De resterende strejkedage hos Air France drejer sig om onsdag den 11. april, tirsdag den 17. april, onsdag den 18. april, mandag den 23. april samt tirsdag den 24. april. Air France kan endnu ikke oplyse, hvad disse strejkedage får af konsekvenser får antallet af aflyste fly.

Air France vil i videst muligt omfang opdatere sin flyveplan dagen før hver enkelt strejkedag, når flyselskabet løbende får overblik over, hvor mange ansatte der er omfattet af strejken.

Det er udelukkende flyvninger med Air France og Joon, der vil blive påvirket af strejken. Air France-flyvninger, der bliver opereret med andre flyselskaber end de to nævnte, vil ikke blive påvirket af strejken. Det gælder blandt de to Air France-datterselskaber HOP! og Transavia.

Har man en Air France-billet til en af strejkedagene, tilbyder flyselskabet ombooking uden ekstra omkostninger, og det gælder uanset billetprisen.

Omfattende lønkonflikt
Air France-ansatte har allerede haft fem strejkedage i år. Den første 24-timers strejke var den 22. februar fulgt op af næste strejkedag den 23. marts. Herefter gik medarbejderne i strejke den 30. marts, inden flytrafikken blev yderligere forstyrret den 3. og 7. april.

Det er både piloter, kabineansatte og jordpersonale, der er omfattet af strejken. Air France og de ansatte står umiddelbart stadig langt fra hinanden. Tidligere kom det frem, at de ansatte har lagt krav frem om en lønstigning på seks procent efter seks år med lønstagnation.

Det franske flyselskab tilbød imidlertid sine ansatte en lønstigning på én procent fordelt over 0,6 procent den 1. april og 0,4 procent den 1. oktober. Det vides ikke præcist, hvor parterne står i forhandlingerne pr. dags dato, men de Air France-ansatte fortsætter altså med at lægge stort pres på flyselskabet.

 

Relaterede artikler:

Påskestrejke hos Air France

Air France strejke truer på torsdag

Air France-piloter truer med strejke

 

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724