IAG vil købe Norwegian

12-04-2018
Kursen på Norwegian-aktien er torsdag steget med 45 procent på Oslo Børs, da IAG har bekræftet interesse i at overtage selskabet.

International Airlines Group (IAG), der er moderselskab for British Airways og Iberia bekræfter torsdag, at selskabet har købt 4,61 procent af aktierne i Norwegian Air Shuttle ASA, der er noteret på Oslo Børs.

Det fik aktien til at stige med 18,3 procent, hvorefter Oslo Børs indtil videre har suspenderet al handel med Norwegian-aktien, der længe har været under pres på grund af svigtende økonomiske resultater.

“IAG betragter Norwegian som en attraktiv investering og har købt 4,61 procent ejerskab i flyselskabet. Minoritetsinvesteringen er foretaget for at skabe en position, hvor vi kan indlede drøftelser med Norwegian, inklusiv muligheden for at afgive et fuldt bud på Norwegian,” skriver IAG i sin børsmeddelelse.

IAG bekræfter samtidig, at der ikke har fundet drøftelser sted mellem parterne, og at selskabet endnu ikke har taget beslutning om at afgive et bud.

Meddelelse fra Norwegian
Norwegian har kl. 12.00 udsendt en børsmeddelelse, hvoraf det fremgår, at det norske lavprisflyselskab først torsdag morgen blev bekendt med, at IAG havde købt 4,6 procent af aktierne.

Norwegian skriver, at selskabet ikke har været i dialog med IAG om dette og benytter samtidig lejligheden til at fastslå, at IAG´s interesse må skyldes, at bæredygtigheden og potentialet i forrentingsmodellen er til stede.

Indtil videre har Norwegian ikke yderligere kommentarer.

Efter meddelelsen fra Norwegian, er der kl. 12.11 atter blev åbnet for handel med Norwegian-aktier, og kursen var kort før kl. 13.00 nået op i 260,80, hvilket svarer til en stigning på 45 procent.

Otte millioner passagerer i Storbritannien
At IAG viser interesse for Norwegian er ikke overraskende. Selskabet transporterer årligt omkring otte millioner passagerer til og fra lufthavnene i London-Gatwick, Edinburgh og Manchester på et rutenet med samlet 50 destinationer, og alene i Gatwick Airport er Norwegian det tredjestørste flyselskab med 4,6 millioner passagerer.

I dag flyver Norwegian til 11 destinationer i USA direkte fra Gatwick Airport, og herudover har selskabet også åbnet ruter til Buenos Aires og Singapore.

Sidste sommer åbnede Norwegian lavprisruter til den amerikanske østkyst direkte fra lufthavnene i Edinburgh, Belfast, Dublin, Cork og Shannon.

 

Relaterede artikler:

IAG-selskab vil fortsætte i Norwegians fodspor

IAG sætter hårdt ind mod Norwegian

Level vil stoppe Norwegian

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724