Thai AirAsia har Europa i kikkerten

14-04-2018
Det er målet inden for de næste fem år at etablere ruter til Europa fra Don Mueang-lufthavnen i Bangkok.

Det thailandske langdistanceselskab Thai AirAsia X tilbyder flyvninger til lavpris i Asien, og inden længe kan det også blive muligt at stifte bekendtskab med selskabets fly i europæiske lufthavne.

Disse ambitioner har flyselskabet tidligere luftet, og de blev gentaget ved den nyligt afholdte rutekonference Routes Asia 2018, der blev afholdt i Brisbane i Australien.

Her kunne selskabets administrerende direktør Nadda Buranasiri bekræfte, at man håber inden for de kommende fem år forventer at kunne sætte europæiske destinationer på rutekortet. Det skriver Routesonline.com.

“Vi håber, at vores rutenetværk vil dække det nordlige og sydlige Asien, og vi forestiller os også, at vi vil være i Europa. Det er helt klart målet,” siger Nadda Buranasiri, der dog understreger, at man først vil forstå markedet fuldstændigt, før man bevæger sig ind i det.

Ekspansion på kendte markeder
I dag beskæftiger Thai AirAsia X seks langdistancefly af typen Airbus A330-300, og fra basen i Don Mueang International Airport i Bangkok betjener man destinationer i Kina, Japan og Sydkorea.

Det var oprindeligt planen, at Thai AirAsia X skal operere på flyvninger af en varighed på mellem fire og ni timer, mens søsterselskabet Thai AirAsia skal dække destinationer, der ligger inden for en rækkevidde på fire timers flyvning fra hovedbasen.

I 2014 forsøgte Thai AirAsia X sig med flyvninger til Teheran og Muscat, men begge ruter måtte lukkes i slutningen af 2016 på grund af svigtende efterspørgsel. Derfor er selskabet også forsigtig med at bevæge sig ind på nye markeder, hvor man ikke har tilstrækkelig viden om kulturen.

“Vi vil tage imod tre nye fly i år – hvormed vi går fra seks til ni – og vi kommer til at placere disse fly på ruter til eksisterende stærke markeder. Vi vil også åbne nye ruter til destinationer, hvor vi fuldt ud forstår markedet,” lyder det fra AirAsia-direktøren.

Thai AirAsia X har tidligere nævnt Budapest, Prag og Warszawa som tre mulige destinationer i Europa.

 

Relaterede artikler:

AirAsia X vil indrette A330 med 440 sæder

AirAsia X: Vi kommer til Europa i 2018

AirAsia X vil igen tilbyde lavprisruter til Europa

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724