Halvdelen af Aalborg-indenrigspassagerer fra Norwegian

15-04-2018
Siden Norwegian gik ind på ruten mellem København og Aalborg har fire millioner passagerer rejst med selskabet, hvilket er omkring halvdelen af samtlige rejsende på ruten.

Danmarks ubetinget største indenrigsflyrute er København-Aalborg. Ruten har årligt i gennemsnit omkring 850.000 passagerer, hvilket er 200.000 færre end i 2010 og 2011, hvor Cimber Sterling, SAS og Norwegian var i en opslidende priskrig på indenrigsruten til den nordjyske lufthavn.

I dag er SAS og Norwegian alene på ruten, og de to selskaber deler mere eller mindre det samlede antal passagerer – dog med en lille overvægt til det norske lavprisflyselskab. Norwegian flyver otte gange dagligt på hverdage og samlet 55 gange om ugen i hver retning med de velkendte Boeing 737-800, der har plads til 186 passagerer.

SAS tilbyder op til ni hverdagsafgange og samlet 52 ugentlige afgange med tre forskellige flytyper, henholdsvis Airbus A321-200 med 198 sæder, Airbus A320-200 med 168 sæder, Bombardier CRJ900 med 90 sæder samt otte gange om ugen med ATR72-600, der kan tage 70 passagerer.

Fire millioner passagerer
Norwegian gik ind på ruten den 6. november 2008, hvilket var blot en uge efter konkursen i Sterling Airlines. Dengang fløj også Cimber Air og SAS på ruten, men Cimber Air, der senere blev til Cimber Sterling, krakkede i begyndelsen af maj 2012, hvorfor Norwegian og SAS har været alene siden.

Siden Norwegians entré og frem til nu er der gået næsten 10 år, og i den periode har op imod 8,5 millioner passagerer rejste på den travle indenrigsrute. Her kunne Norwegian i fredags afsløre, at selskabet har haft fire millioner af disse passagerer, hvilket svarer til en markedsandel på 47 procent.

Det blev fejet med kaffe og kage ved gate 7 i Aalborg Lufthavn i fredags, da Norwegians indenrigspassagerer nummer fire million gik ombord på et af dagens indenrigsfly.

”For Norwegian er ruten mellem Aalborg og København ganske vigtig, som de store tal vidner om. Med otte daglige ture frem og tilbage, flyver vi hver dag tusindvis af danskere mellem de to byer. Det gør os til suverænt det største flyselskab på ruten. Jeg tror, at folk værdsætter, at Norwegian er i stand til at tilbyde et billigt produkt i topmoderne fly,” siger Andreas Hjørnholm, kommunikationschef i Norwegian i Danmark.

Tilfredse pendlere
Aalborg-ruten er en typisk pendlerrute, og der er mange nordjyske erhvervsfolk og politikere, der på de fleste hverdage er at finde ombord på flyene fra Aalborg til København og retur igen.

En af disse er seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet. Han er bestyrelsesmedlem i pendlerklubben SK-AAL og er hyppig kunde hos Norwegian mellem Aalborg og København.

”Vi pendlere er glade for, at Norwegian har så mange afgange på ruten, fordi vi er afhængige af hyppige afgange, og at der er styr på punktligheden, og at regulariteten er høj. Norwegian leverer varen, og vi er meget glade for deres indsats på ruten,” siger Lars Krull.

 

Relaterede artikler:

Norwegian får Fast-Track i Aalborg Lufthavn

Norwegian indsætter ATR-fly på Aalborg-rute

Norwegian slog SAS på Aalborg-ruten

 

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724