WOW air får nyt langdistancefly

16-04-2018
Det islandske lavprisflyselskab WOW air udvider sin flåde med en helt ny Airbus A330-900neo, der skal operere fra Island til de nordamerikanske destinationer.

WOW air sænker gennemsnitsalderen på en i forvejen ung flyflåde.

I slutningen af 2018 vil det fremadstormende lavprisflyselskab modtage en spritny Airbus A330-900neo, der i øjeblikket er i sidste fase af produktionen hos den europæiske flyproducent. Flyet vil indgå i en flåde med en gennemsnitsalder på blot 2,9 år.

Tilføjelsen af det nye langdistancefly er et led i WOW airs moderniseringsstrategi, der skal gøre flyselskabet mere effektivt. Flyselskabet står til at modtage i alt fire fly af denne model.

Lavere støjniveau
Airbus A330-900neo-flyet er fra den nye generation af widebody-fly. Flyet får påmonteret motorer af typen Rolls Royce Trent 7000 med en helt ny motorcelle. Motoren skiller sig ud ved at have en tocifret forbedring af brændstofforbruget, ligesom støjniveauet reduceres til 10:1. Førhen var det 5:1. Herudover vil turbinebladene have en diameter på 285 centimeter, og der vil være en ny ’zero-splice’-inlet.

Vingerne på WOW airs nye widebody-fly er også værd at bemærke. Specieludviklede, buede vingetipper – såkaldte ’Sharklets’ – er en del af flyet, og de kendes fra teknologi fra Airbus A350 XWB. Spændvidden øges på den måde til 64 meter.

Flyet bliver desuden produceret med Airbus’ high-tech Airspace Cabin, der er et nyt koncept med mere plads til håndbagagen, bakteriebekæmpende toiletter samt behageligt LED-lys.

Nye ruter
WOW air får leveret Airbus A330-900neo-flyet i slutningen af 2018, og flyet vil straks indgå i lavprisflyselskabets flåde. Flyet kommer til at operere på de længste strækninger fra Keflavik International Airport på Island til vestamerikanske destinationer som for eksempel i delstaten Californien.

Passagerer hos WOW air kan nyde godt af 38 destinationer i Europa og Nordamerika. Flyselskabet har 13 destinationer i Nordamerika. I foråret 2018 åbner WOW air ruter til blandt andet Detroit, Cleveland, Cincinnati, St. Louis og Dallas i USA.

WOW air har 18 fly i sin flåde fordelt på to Airbus A320-200, én A320-200neo, 11 A321-200, én A321-200neo samt tre A330-300.

 

Relaterede artikler:

Første flyvning med Airbus A330-900neo

WOW air lukker rute til solskinsstat

WOW air indsætter større fly på København

WOW air vil have 10 procent af det transatlantiske marked

WOW air haler ind på Icelandair

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724