Her præsenteres første Asien-rute fra WOW air

10-05-2018
Oberoi Hotel i New Delhi danner på tirsdag rammen om et pressemøde, hvor islandske WOW air ventes at præsentere en ny rute til Indien.

Der skrives international luftfartshistorie, når islandske WOW air på tirsdag den 15. maj kl. 12.00 holder pressemøde på Oberoi Hotel i New Delhi.

I slutningen af april annoncerede selskabets administrerende direktør Skuli Mogensen på et frokostmøde i Aviation Club i London, at man i maj ville løfte sløret for den første Asien-rute. Den islandske luftfartsdirektør holder ord, for på tirsdag den 15. maj vil den indiske presse blive præsenteret for den første lavprisrute mellem Indien og Europa.

WOW air vil nemlig udnytte Islands geografiske placering til at transportere asiater og amerikanere mellem det indiske subkontinent og Nordamerika, og Keflavik International Airport ved Reykjavik skal være det naturlige stop undervejs, hvad enten det handler om et regulært flyskifte, eller en miniferie med vulkaner og varme kilder inden for rækkevidde.

WOW air råder i dag over tre Airbus A330-300 langdistancefly, der tidligere har tilhørt henholdsvis Singapore Airlines og Air Europa. Men  løbet af 2018 vil det islandske lavprisflyselskab tage levering af de første to af fire helt nye Airbus A330-900neo, som er leaset på en 12-årig aftale fra CIT Aerospace.

Det er endnu uklart, om det er de eksisterende A330-300 eller de nye A330-900, der skal bruges til Delhi-ruten.

Islændinge før indere
Det indiske lavprisflyselskab Indigo Airlines har flere gange luftet planerne om lavprisruter til Europa, men det bliver tilsyneladende WOW air, der først kommer til at skrive sig ind i historiebøgerne og måske kommer endnu et islandsk flyselskab før inderne.

Konkurrenten Icelandair kigger tilsyneladende også mod øst, for på selskabets pressemøde den 2. maj, i forbindelse med præsentationen af resultatet for første kvartal af 2018, afslørede koncernchef Björgólfur Jóhannsson, at Icelandair vil sætte Indien på rutekortet i 2019.

Et væsentligt element i planerne om Asien-ruter er rettigheder til at overflyve russisk luftrum. Kan der flyves ind over Skandinavien og Rusland vil afstanden fra Keflavik til Indira Ghandi International Airport i Delhi være på 4.127 nautiske mil (7.643 kilometer), mens en sydlig ruteføring via Centraleuropa og Tyrkiet vil være på 4.549 nautiske mil (8.425 kilometer) og dermed en flyvetid, der bliver omkring 50 minutter længere.

 

Relaterede artikler:

Icelandair til Indien i 2019

WOW air klar til at åbne Asien-ruter

CPH ikke på liste over nye Indien-ruter

Indere vil åbne europæiske lavpris-ruter

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724