Overskud på vandflyrute

10-06-2018
Nordic Seaplanes fik i 2017 et overskud på 1,1 millioner kroner, og i 2019 venter selskabet at indsætte fly nummer to i drift.

Vandflyveren, der forbinder Aarhus Havn med København Havn, har i løbet af overraskende kort tid sikret sig en positiv drift.

Vandflyruten drives af søsterselskaberne Nordic Seaplanes A/S og DH6 Invest ApS, hvor førstnævnte er salgsselskabet og sidstnævnte er driftsselskabet. Samlet kom de to selskaber ud af 2017 med et overskud før skat på 1,1 millioner kroner.

Det betyder, at selskaberne siden etableringen i henholdsvis 2015 og 2014 har akkumuleret et samlet underskud før skat på næsten 1,1 millioner kroner frem til udgangen af 2017. I 2018 ventes også et pænt overskud, så når året er omme, er der samlet set balance i regnskabet.

Venter på godkendelse
Indtil videre har Nordic Seaplanes betjent vandflyruten med et enkelt fly af typen DHC-6 Twin Otter, og dette fly transporterede i 2017 i alt 12.500 passagerer mellem Aarhus og København vice versa. Det skete med en punktlighed på 99,25 procent og en flyvetid på 42 minutter i gennemsnit.

Men Nordic Seaplanes har planer om at anskaffe endnu et fly for dermed at kunne få en mere heldækkende fartplan samtidig med, at der kan gennemføres flere ad hoc-flyvninger.

“Vi forventer cirka 14.000 passagerer i 2018 og opererer med et budget på 20.000 ved drift af to fly. Der udestår kun en enkelt godkendelse for at kunne fortsætte driften med to fly fra 2019, og der er håb om at denne godkendelse også kommer på plads snart. Vi har også lavet to instrumentanflyvningsprocedurer, der er teknisk godkendt af Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen, og som blot afventer de sidste detaljer,” siger administrerende direktør Lasse Rungholm.

Tidlig sommer er gunstigt
Behovet for to fly er dog primært i sommerhalvåret, idet vinteren sætter sine naturlige begrænsninger for operationerne. For det første kan der kun flyves i dagslys, og herudover vil eventuelle isdannelser på vandet også kunne forhindre normal drift. Samtidig er det perioden, hvor der gennemføres større vedligeholdelse på flyet.

“Det har været en hård vinter for vandflyvning! Is og tåge på grund af havtemperaturen gjorde det til tider svært for os at flyve efter fartplanen, og vi er kede af, at miljøet er blevet yderligere belastet på grund af kulden – ret paradoksalt faktisk. Men sommeren kom jo til gengæld tidligt, og det har været ganske fantastisk med en meget høj belægning og mange udsolgte afgange. Og det er altså godt for både økonomi og miljøet,” fastslår Lasse Rungholm.

Sidste år blev der samlet gennemført 1.600 afgange med vandflyveren, og i sommerhalvåret flyves der dagligt fem gange hver vej mellem Aarhus Havn og Københavns Havn med undtagelse af højsæsonen, hvor der er reduceret med en daglig afgang.

 

Relaterede artikler:

Kort rejsetid og internet gør vandfly populært

Effektiv vandfly-rejse fra København til Aarhus

Vandfly-rute klar til år 3

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724