Brussels Airlines dropper Sharm el-Sheik

11-06-2018
Brussels Airlines aflyser charterflyvninger for rejsekoncernen Thomas Cook til Sharm el-Sheik denne sommer på grund af sikkerhedssituationen.

Brussels Airlines skulle denne sommer have fløjet en række charterflyvning til Sharm el-Sheikh i Egypten for rejsebureauet Thomas Cook i Belgien. Men på grund af sikkerhedssituationen på Sinai-halvøen, som Sharm el-Sheik ligger på sydspidsen af, har Brussels Airlines besluttet at aflyse alle flyvninger til den egyptiske turistdestination.

Kunder får tilbudt alternative destinationer
Selskabet skulle i alt have fløjet ni gange fra Bruxelles til Sharm el-Sheik denne sommer med opstart den 29. juni. Omkring 1.000 kunder hos Thomas Cook vil derfor nu blive tilbudt alternative rejsedestinationer – for eksempel Hurghada i Egypten eller destinationer i andre lande end Egypten. De rejsende kan også vælge helt at aflyse deres rejse uden omkostninger, oplyser Thomas Cook.

Brussels Airlines har siden 2016 været en del af Lufthansa-gruppen, og med aflysningerne til Sharm el-Sheik følger selskabet samme kurs som de øvrige selskaber i Lufthansa-familien, som de seneste tre år ikke har fløjet til Sharm el-Sheik.

Terrorbombe mod russisk fly i 2015
Mange europæiske flyselskaber og turoperatører har de seneste tre år droppet at flyve til Sharm el-Sheik. Det er sket efter bombesprængningen i oktober 2015 af et russisk Airbus A321-fly fra selskabet MetroJet.

Flyet med 224 mennesker om bord var undervejs fra Sharm el-Sheikh til Sankt Petersborg i Rusland, da det blev ramt af en bombesprængning og styrtede ned. Alle ombordværende omkom. Myndighederne fandt beviser for, at eksplosiver var smuglet ind i lufthavnen i Sharm el-Sheik og gemt i A321-flyet.

Både de europæiske og amerikanske luftfartsmyndigheder advarer mod overflyvninger af Sinai-halvøen i flyvehøjder under 25.000 fod på grund af risikoen for, at ekstremister i området vil angribe fly med antiluftskytsvåben. Amerikanske FAA advarer også mod at flyve til og fra lufthavne på Sinai-halvøen.

Fortsat danske fly til Sharm el-Sheik
Kun få danske rejsebureauer har fortsat Sharm el-Sheik på programmet, heriblandt Atlantis Rejser, der tilbyder direkte flyforbindelse fra Billund til Sharm el-Sheik med Danish Air Transport (DAT).

Det danske udenrigsministerium fraråder i sin rejsevejledning for Egypten alle rejser til den nordlige del af Sinai-halvøen og alle ikke-nødvendige rejser til den sydlige Sinai-halvø med undtagelse af turistområderne Sharm el-Sheikh, Dahab og St. Catherine. I disse områder opfordrer Udenrigsministeriet rejsende til at udvise ekstra forsigtighed.

 

Relaterede artikler:

DAT-direktør: En weekend i helvede

Genåbner Egypten-rute

Flystyrt har kostet 224 mennesker livet

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724