Nordmand til tops i Etihad Airways

04-07-2018
Den norske luftfartsprofil Robin Kamark, der er tidligere direktør i SAS, er udnævnt til koncerndirektør i Etihad Aviation Group.

En nordmand er netop blevet ansat i en stor stilling hos et af de markante mellemøstlige flyselskaber.

Etihad Aviation Group meddeler, at Robin Kamark pr. 1. juli 2018 har fået job som kommerciel koncerndirektør. I denne stilling bliver han ansvarlig for selskabets overordnede kommercielle strategi, ligesom han skal arbejde med fragt, indtægtsstyring, kundeservice, netværksplanlægning og alliancer. Herudover skal han lede Etihad Airways’ destinationsstyringsarm kaldet Hala.

Robin Kamark har stor eraring inden for luftfarten. Han har været ansat i 17 år hos SAS, hvor han i 2010 blev udnævnt til salgs- og marketingdirektør. I april 2017 fik han første job hos Etihad Aviation Group, hvor han arbejdede i administrationen med selskabets ejerandele i flyselskaber som eksempelvis Alitalia og Air Serbia.

Inden han kom til Etihad, bestred Robin Kamark også stillingen som administrerende direktør og salgs- og marketingdirektør i Storebrand ASA, som er en førende nordisk finanskoncern.

Af uddannelser har Robin Kamark en erhvervsbachelor og er cand.merc. i Business Administration fra Norwegian School of Management. Han har også en erhvervsuddannelse fra Insead i Frankrig.

Ny struktur i Etihad
Robin Kamark har fået ny stilling hos Etihad Aviation Group i forbindelse med en større omstrukturering af selskabet, hvor der arbejdes med en ny organisationsstruktur og driftsmodel. Omstruktureringen sker for at kunne trives som en folkefokuseret virksomhed, hvor innovation, bæredygtighed og sikkerhed har stort fokus. I de seneste år har selskabet bøvlet med økonomiske problemer, hvorfor det nu forsøger med en omstrukturering.

Etihad Aviation Group har foretaget en række nyudnævnelser, og næsten halvdelen af de øverste ledere i dag er statsborgere i De Forenede Arabiske Emirater. Gruppen har formuleret syv konkrete forretningsområder, hvor der for hvert område er ansat ledende folk til at varetage opgaverne. Herunder eksempelvis inden for det kommercielle område, vedligehold og kundeservice.

”Vi har opnået en forbedring af vores driftsresultater i 2017 og er overbevist om, at vi er tilbage på sporet i år. Vi styrker vores position efter en konsolideringsperiode, styrker vores tilstedeværelse på vigtige globale markeder og vil fortsat støtte Abu Dhabis vækst inden for luftfart, handel og turismesektorer,” siger Mohamed Mubarak Fadhel Al Mazrouei, bestyrelsesformand i Etihad Aviation Group.

Tony Douglas, koncernchef i Etihad Aviation Group, er også fortrøstningsfuld i forhold til det fremtidige arbejde med at udvikle den store mellemøstlige koncern.

”Vi ser allerede positive resultater selv i denne tidlige fase af vores transformation. Det endelige formål med denne proces er, at Etihad skal være i den bedste forfatning for at sikre sin langsigtede bæredygtighed, så selskabet kan imødekomme udfordringerne i en luftfartsindustri i konstant udvikling,” siger han.

Nye fly på vej
Etihad Airways råder i øjeblikket over 115 fly og har 84 destinationer i rutenetværket. Det Abu Dhabi-basrede flyselskab har desuden 166 fly i ordre – herunder de helt nye Airbus A321neo, Airbus A350-900 og Boeing 787-10 Dreamliner. Det er dog uvist, om hele ordren bliver realiseret, eftersom flyselskabet i 2018 faktisk har skåret flåden ned fra 119 fly som følge af de økonomiske udfordringer.

Sammen med Emirates og Qatar Airways udgør Etihad Airways de såkaldte ”ME3”-selskaber, hvis ejerskab er hos de stenrige olieemirater langs Den Persiske Golf. Etihad Airways indtager i den sammenhæng en position som det mindste af de tre med en lidt mindre ekspansiv stil end de to andre selskaber.

 

Relaterede artikler:

Kriseramte Etihad tilbyder piloter til konkurrent

Koncernchef forlader Etihad-gruppen

Medier: Etihad vil af med airberlin til Lufthansa

Etihad og TUIFly på vej mod fælles flyselskab

Etihad Airways A380 på besøg i Keflavik

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724