Fjerde europæiske flyselskab får A380

06-07-2018
En Airbus A380 er netop landet hos det portugisiske flyselskab HiFly, der bliver det fjerde europæiske selskab til at operere verdens største passagerfly.

En flyvende kæmpe er landet på maltetisk grund i Middelhavet.

Det portugisiske wetleasing-flyselskab HiFly modtog onsdag sin første Airbus A380 (registrering 9H-MIP). Flyet landede på Malta, hvor det fremover skal indgå i flåden hos datterselskabet HiFly Malta.

HiFly er det fjerde europæiske flyselskab, der modtager en Airbus A380. Ankomsten af verdens største passagerfly vækker stor glæde hos HiFly, der bliver verdens 14. flyselskab til at operere med denne model. HiFly wetleaser fly til selskaber i hele verden, og det portugisiske flyselskab er det første wetleasing-selskab nogensinde til at operere A380’eren.

”Vi byder velkommen til A380 i vores flåde, og vi er yderst tilfredse med markedsreaktionen hidtil på denne nye mulighed i vores wetleasing-produkt. Det vigtigste for HiFly er, at flyet minimerer miljøbelastningen takket være dens lave brændstofforbrug, som giver det laveste karbon-aftryk pr. sæde for fly i dens størrelse,” siger Paulo Mirpuri, administrerende direktør i HiFly.

Fortid i Asien
Airbus A380-flyet, der er leveret til HiFly, har en fortid hos Singapore Airlines. Det asiatiske flyselskab leasede de fem allerførste fly af denne type for 10 år siden, men selskabet ønskede ikke at fortsætte med dem efter udløb på leasingkontrakten. To af flyene bliver hugget op, mens den tredje A380, der var ejet af Doric Aviation, tilgår HiFly.

Det store Airbus-fly opererer med motorer af mærket Rolls-Royce Trent 900, som har mødt stor anerkendelse i markedet. Flyet har plads til i alt 471 passagerer fordelt på tre klasser. På nedre etage er der plads til 12 rejsende på First Class og 311 på Economy Class. På øvre etage er der plads til 60 passagerer på Business Class og yderligere 88 på Economy Class.

HiFly har umiddelbart ikke planer om at foretage større ændringer i kabinen – såsom justeringer af passagerkapaciteten. Ændringer i et fly af sådan en størrelse kan koste op mod 40 millioner dollars (255 millioner kroner, red.), fortæller kilder til nyhedsbureauet Reuters.

Lækkert interiør
De flyselskaber, der fremover vil wetlease A380-flyet fra HiFly, får god værdi for pengene. Flyet er indrettet med den nyeste teknologi og luksuriøst kabineinteriør. Hver passager har sin egen skærm med stort IFE-underholdningssystem.

I første omgang skal flyet angiveligt bruges til at flyve pilgrimsrejsende, men inden det kommer i lufthavnen skal det males i HiFly-farverne.

Flyet producerer kun cirka 75 gram CO2 pr. passagerkilometer og minimerer dermed drivhusgasemissionerne i forhold til andre fly i samme klasse. Herudover er A380 kendt for sit lave støjniveau, der øger komforten på flyrejsen.

HiFly opererer udelukkende med de største Airbus-fly på de portugisiske og maltesiske driftstilladelser. Flyselskabet har både Airbus A330, A340 og nu også A380 i sin flåde, og de bliver leaset ud til selskaber i hele verden – herunder Norwegian. Ved wetleasing leverer HiFly fly og besætning og sørger samtidig for vedligeholdelse og forsikring. HiFly blev grundlagt i 2006.

 

Relaterede artikler:

Hifly modtager to Airbus A380

Hifly får A380´ere

Første to A380´ere skal hugges op

Norwegian-leverandør skal have nye fly

Norwegian-leverandør skal have nye fly

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724