Norwegian åbner ny langrutebase i København

12-07-2018
Norwegian opretter 80 nye pilotstillinger i København, når man til efteråret åbner ny base i CPH for de lange ruter ud af Skandinavien.

Norwegian opretter 80 nye pilotstillinger i København, når man til oktober efter planen etablerer en ny base for de lange ruter ud af Skandinavien.

Basen åbnes i forbindelse med opstarten af vintersæsonen 2018/2019 og skal servicere Norwegians voksende antal skandinaviske langdistanceruter.

I dag betjenes langdistanceruterne fra Skandinavien af piloter, der er baseret på selskabets øvrige langdistancebaser. Disse baser er placeret i Amsterdam, Paris, Barcelona, London, Rom, Milano, New York, Los Angeles, Fort Lauderdale og Bangkok.

Frontalangreb på SAS
Ifølge aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, er den nye langrutebase et direkte angreb på SAS.

“Det er et frontalangreb på SAS’ tunge bastion på langdistanceruterne i København. Men det er meget logisk, når man ser, hvor stor Norwegians langdistancenetværk- og forretning er,” siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

Han peger dog samtidig på, at der med satsningerne på to forskellige kundesegmenter – forretningsrejsende og fritidsrejsende – bør være plads til begge selskaber i Københavns Lufthavn. Men ifølge aktieanalysechefen er der “en kæmpe gråzone, hvor Norwegian nu kommer ind og formentlig kan tilbyde billigere rejser”.

Langruter til USA, Thailand og Dubai
Norwegian driver langruter fra både København, Stockholm, Oslo og Bergen til en lang række destinationer i USA samt til Dubai og Bangkok. Til vinter får selskabet desuden også en forbindelse til Krabi i Thailand fra både København, Oslo og Stockholm

”Det er naturligt for os at etablere en base for piloter i København med den størrelse, som vores skandinaviske langdistanceoperation i dag har. Basen i København vil bidrage til at forenkle og styrke vores forretning og skabe lokale arbejdspladser,” siger HR-direktør i Norwegian, Helga Bollmann Leknes.

Norwegian har i dag godt 500 ansatte på den eksisterende base i København, der primært servicerer de korte, europæiske ruter. Af de godt 500 ansatte er knap 200 piloter.

Overenskomst med FPU
Etableringen af basen er forberedt i samarbejde med Flyvebranchens Personale Union FPU, og der er overenskomst på plads mellem parterne:

”Vi har indgået en overenskomst med FPU, og jeg vil gerne takke dem for den konstruktive dialog. Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde,” siger Helga Bollmann Leknes.

 

Relaterede artikler:

Fremgang i trafiktal fra Norwegian

Ny Thailand-destination fra Norwegian

Norwegian: Vi har taget 140 piloter fra Ryanair

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724