Nyt milliardtilskud til Air India

12-07-2018
Ingen private investorer ønsker at købe Air India. Den indiske stat må endnu en gang redde selskabets drift med milliardtilskud.

Den indiske stat har i mere end et år forsøgt at sælge Air India til private investorer. Men ved budfristens udløb 31. maj i år havde ikke en eneste investor meldt sig på banen med et bud på det statsejede selskab.

Den indiske regering er dermed nødt til fortsat at holde hånden under Air India og tilføre selskabet milliarder af rupees for at sikre driften af selskabet og dets ruter.

Den indiske regering har således netop skudt yderligere 21 milliarder rupees (cirka 1,9 milliarder kroner) i Air India for at holde selskabet kørende. Det siger en kilde i Air India til CNN Money.

Gæld svarende til 45 milliarder kroner
I sidste måned sagde en talsmand for regeringen, at den indiske stat overvejer at genstarte salgsprocessen af Air India i fremtiden “afhængigt af, hvad der er hensigtsmæssigt i forhold til markedsudsigterne”.

Air India har en gæld, der svarer til 45 milliarder kroner, og konsulentfirmaet Center for Asien Pacific Aviation anslår ifølge CNN, at flyselskabet yderligere vil miste et beløb svarende til omkring 13 milliarder i løbet af de næste to år.

Air India har udvidet på København
Star Alliance-selskabet Air India begyndte den 16. september sidste år at flyve tre gange om ugen mellem Delhi og København med Boeing 787-8 Dreamliner med plads til 256 passagerer.

Fra den 11. maj i år indsatte selskabet en fjerde ugentlig afgang, således at der nu er afgange fra København til Delhi på tirsdage, torsdage, fredage og lørdage og en ugentlig kapacitet på ruten på 1.024 sæder i hver retning.

Air India har to serviceklasser på sine Boeing 787-8 fly med 18 sæder på Business Class og 238 sæder på Economy Class.

Air India har ligeledes siden sidste år haft en rute mellem Stockholm og Delhi, hvor der flyves tre gange om ugen.

 

Relaterede artikler:

Air India øger mellem Delhi og København

Medie: AFKL og Jet Airways vil byde på Air India

Flere passagerer med Air India fra CPH end Stockholm

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724