To kinesiske flyselskaber modtog første A350

09-08-2018
De kinesiske flyselskaber Sichuan Airlines og Air China har begge fået leveret den første Airbus A350-900, der blandt andet bruger 25 procent mindre brændstof.

To splinternye langdistancefly er landet på kinesisk jord. Både Sichuan Airlines og Air China modtog onsdag den helt nye Airbus-model A350-900.

Sichuan Airlines er det største flyselskab i Kina, der udelukkende opererer med fly fra den europæiske flyproducent Airbus. Flyselskabet har fået leveret A350-flyet fra fabriksanlægget i Toulouse på en leasingaftale fra AerCap, og det er den første kinesiske operatør til at modtage flyet via leasing.

Det effektive langdistancefly har to Rolls-Royce Trent XWB-motorer. Sichuans nye fly er udstyret med en to-klasses kabine med 331 sæder – herunder 28 på Business Class og 303 på Economy Class. Flyet skal i første omgang operere på indenrigsruter i Kina, hvorefter det skal indsættes på de såkaldte ’Panda-ruter’.

Sichuan Airlines har i alt 135 fly – alle fra Airbus. Flåden består af 123 fly fra A320-familien og 12 fly fra A330-familien. Sichuan Airlines og Airbus har haft et partnerskab siden 1995, hvor flyselskabet fik den første A320. Det kinesiske flyselskab modtog den første A330 i 2010. I 2016 underskrev selskabet en hensigtserklæring om leasing af fire A350-900, og i 2018 har Sichuan Airlines lagt en ordre på 10 fly af samme model.

Københavns Lufthavn bekræftede i sidste uge, at Sichuan Airlines åbner en rute fra metropolen Chengdu til CPH den 10. december i år. Ruten vil blive betjent med en Airbus A330-300 med plads til 301 passagerer.

Tre klasser hos Air China
Også Air China fik onsdag leveret sin første Airbus A350-900. Det nationale flyselskab er den første kunde til at bestille og modtage det topmoderne langdistancefly.

Air Chinas nye A350-fly er indrettet med tre klasser om bord. Der er 32 sæder på Business Class, 24 sæder på Premium Economy og 256 sæder på Economy Class. Air China vil i første ombæring benytte flyet på indenrigsruter, men planen er, at det skal operere på internationale destinationer senere hen.

Air China har fået leveret sin første nye Airbus A350-900. Foto: Airbus

I juli i år havde Air China en samlet Airbus-flåde på 201 fly – herunder 142 fly fra A320-familien og 59 fly fra A330-familien.

Air China begyndte at operere til Københavns Lufthavn i slutningen af maj i år. Flyselskabet åbnede en rute fra den kinesiske hovedstad, Beijing, til CPH med en Airbus A330-200. Der er fire ugentlige afgange med den nationale operatør.

A350 er populær i Asien
Indtil videre har der været stor interesse for A350-flyet fra flyselskaber i Asien og Stillehavsområdet. Til dato er en tredjedel af den samlede ordre på A350 kommet fra selskaber i disse regioner.

Airbus A350-900 er udset til at blive en vigtig del af fremtidens luftfart. Flyet har det nyeste aerodynamiske design, flykrop og vinder er bygget af kulfiber, ligesom de nye Rolls-Royce-motorer er yderst brændstofeffektive. Alt i alt betyder det, at flyet reducerer brændstofforbruget med 25 procent og samtidig har lavere vedligeholdelsesomkostninger.

Atmosfæren i A350-900-kabinen er behagelig, og den er bygget med henblik på at skabe den bedste komfort og oplevelse for passagerer på alle klasser.

Ved udgangen af juli havde Airbus fået 890 faste ordrer på A350 XWB fra 46 forskellige kunder fra hele verden.

 

Relaterede artikler:

Ny Airbus A350-900 ULR kan flyve 20 timer i træk

Airbus første A350-1000 til Qatar Airways

Qatar Airways med Airbus A350 til Skandinavien

Finnair bruger A350-900 til charterflyvning

Officielt: Sichuan Airlines åbner CPH-rute

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724