Britisk investor køber andel i tysk lufthavn

10-08-2018
Den tyske lufthavnsoperatør Fraport sælger sin 30 procents andel i Hannover Lufthavn til den britiske investor iCON Flughafen.

Lufthavnen i Hannover i det nordlige Tyskland får fremover også britisk medejer.

Det er den tyske lufthavnsoperatør Fraport AG Frankfurt Airport Services Worldwide – kaldt Fraport AG – der sælger 30 procent af aktierne i Flughafen Hannover-Langenhagen (FHLG) til iCON Flughafen, et datterselskab til britiske iCON Infrastructure Group.

Aftalen blev underskrevet i mandags, og aktiekøbet har en værdi af 109,2 millioner euro – eller hvad der svarer til 814 millioner kroner. FHLG er det selskab, der driver Hannover Lufthavn. De øvrige 70 procent ejes ligeligt af byen Hannover og Hannoversche Beteiligungsgesellschaft, der er et helejet selskab af delstaten Niedersachsen i det nordvestlige Tyskland.

Hvis alt går efter planen, forventer Fraport, at salget går igennem inden for de næste to måneder.

”I nogen tid har vi mærket stor interesse fra markedet for, at Fraport skulle sælge sin andel i Hannover Lufthavn. Det understreger Fraports kompetence til at øge værdien af ​​vores lufthavnsinvesteringer, hvor end vi opererer i verden. Vi opnår dette ved at forbedre operationer, infrastruktur og kundeoplevelsen,” siger Stefan Schulte, bestyrelsesformand i Fraport, i en pressemeddelelse.

Velfungerende lufthavn
Fra 2016 til 2017 havde Hannover Lufthavn en passagerfremgang på 8,5 procent, og lufthavnen håndterede i alt 5,9 millioner rejsende. I løbet af de første seks måneder i 2018 har Hannover Lufthavn haft 7,8 procent flere rejsende i forhold til samme periode året før. Passagertallet for det første halvår er på 2,8 millioner.

“Hannover Lufthavn er en solid forretning med en lys fremtid. Lufthavnen har udviklet sig til en vigtig luftfarts-gateway i det nordlige Tyskland for både passager- og lasttrafik,” siger Stefan Schulte.

Fraports delvise salg af Hannover Lufthavn forventes at få en mærkbar effekt på koncernens nettoresultat på cirka 77 millioner euro – eller hvad der svarer til 574 millioner kroner.

Fraport erhvervede aktierne i Hannover Lufthavn over to omgange. Først købte den tyske lufthavnsoperatør 20 procent i 1998 efterfulgt af yderligere 10 procent i 2003. Nu har den tyske koncern således solgt aktierne videre til den britiske investor.

 

Relaterede artikler:

Indsætter A330 på europæiske ruter

To Lufthansa-fly på præsentationstur

Germania skal flyve tidligere SAS-rute fra CPH

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724