Istanbul New Airport annoncerer første flyvning

10-09-2018
Det bliver Turkish Airlines, der onsdag den 31. oktober kl. 14.00 sender det første fly på vingerne fra den nye storlufthavn i Istanbul.

Det bliver en af de mest komplekse operationer, når Europas i dag femtestørste lufthavn holder flyttedag i slutningen af oktober.

Mandag den 29. oktober vil Istanbul New Airport officielt blive indviet ved en storstilet ceremoni, der finder sted på 95-års dagen for proklameringen af Republikken Tyrkiets i landets dengang nye hovedstad Ankara. Premierminister Binali Yildirim og en lang række fremtrædende politikere vil være til stede ved åbningen.

Der kommer dog ingen fly i luften den 29. oktober. Det sker først onsdag den 31. oktober, hvor Turkish Airlines rutenummer TK2192 letter fra Istanbul New Airport.

“THY (Turkish Airlines, red.) vil klokken 14.00 gennemføre den første flyvning til Ankara, hvor republikken blev grundlagt,” siger İlker Ayci, der er bestyrelsesformand for den nye statsejede lufthavn.

De første internationale flyvninger bliver til Ercan International Airport, der ligger i Den Tyrkiske Republik Nordcypern samt til Baku i Aserbajdsjan. Det er dog næppe tilfældigt, at det netop er disse to destinationer, der er valgt, hvis man ser det ud fra et politisk og historisk perspektiv.

800 lastvognstog
Forud for, at de første fly kan sendes på vingerne fra den nye lufthavn, er der gået et kæmpemæssigt logistisk arbejde med at flytte operationerne fra den nuværende Istanbul-Atatürk Airport over til Istanbul New Airport.

Opgaven er lagt i hænderne på Generaldirektoratet for statslige lufthavne, og Turkish Airlines vil alene benytte 800 lastvognstog til at flytte udstyr og faciliteter mellem de to lufthavn. Denne opgave er planlagt til at tage omkring 45 timer.

Den 28. september vil der blive igangsat uddannelse og træning af 28.200 personer fra flyselskaber, handlingselskaber og andre relevante selskaber, der får sit virke i den nye lufthavn. Her skal de blive fortrolige med alle procedurer i terminal-og bagageområderne samt på forpladserne. Hvis man inkluderer den teoretiske undervisning vil samlet 53.000 personer have gennemgået et træningsforløb forud for åbningen.

Ved midnatstid den 31. oktober vil Atatürk Airport blive lukket for al flytrafik, og fra dette tidspunkt vil Istanbul New Airport tage over.

Ingen flyvninger i to døgn
De udenlandske flyselskaber bliver de sidste til at tage lufthavnen i brug, og derfor har det også været nødvendigt at aflyse flyvninger til Istanbul omkring tidspunktet for overflytningen.

Således meddeler British Airways, at aftenflyvningen fra London-Heathrow den 29. oktober med ankomst i Istanbul-Atatürk kl. 23.40 vil blive aflyst, og det samme er tilfældet den 1. november med morgenafgangen kl. 08.40 fra Istanbul. Den 30. og 31. oktober vil hverken British Airways eller andre europæiske flyselskaber flyve til Istanbul.

Lufthavnen forventes ved indvielsen at have en kapacitet på 90 millioner passagerer om året. Lufthavnen er stor nok til at, at 114 fly kan være ved gate på samme tid, og fuldt udbygget i 2023 vil Istanbul New Airport beskæftige 225.000 mennesker og håndtere 3.000 operationer på daglig basis, hvilket svarer til 150 millioner passagerer årligt. Dermed kan det blive verdens største lufthavn.

Istanbul New Airport overtager lufthavnskoden IST fra Atatürk Airport, der i stedet kommer til at hedde ISL.

 

Relaterede artikler:

Første fly landet i Europas største lufthavn

To døgn til at flytte mellem Istanbul-lufthavne

Europas største lufthavn åbner om et år

Europas største lufthavn får hjælp fra CPH

Turkish Airlines bestiller nye fly og vil have ny lufthavn

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724