Brussels Airlines vil også tilbyde stopovers

12-09-2018
Med direkte inspiration fra Icelandair og Finnair, vil Brussels Airlines nu også forsøge at få rejsende til at blive i landet et par dage i forbindelse med flyskifte.

Siden 1983 har det engelske låneord “stopover” været en del af det danske sprog og betyder “et kortvarigt ophold under en flyrejse”.

Det har Icelandair haft succes med i trafikken mellem Europa og Nordamerika, hvor en del af passagererne vælger at opholde sig et par dage i Reykjavik, inden flyrejsen fortsætter. Konceptet blev i foråret kopieret af Finnair, der vil forsøge at få asiatiske turister til at bruge et par dage i Helsinki i forbindelse med flyrejserne mellem Asien og Europa via den finske hovedstadslufthavn,

Nu er Brussels Airlines også hoppet med på vognen. Ligesom lufthavnene i Keflavik og Helsinki, opererer Bruxelles-Zaventem lufthavnen også med nichetrafik. Det er dog ikke mellem Europa og Nordamerika eller mellem Europa og Asien. Nichen handler primært om trafikken mellem Europa og Afrika.

Det er 14 belgiske byer, der sammen med Visit Flanders, Visit Brussels og Wallonie Belgique Tourisme er gået sammen om at skabe det såkaldte Belgium Stop Over-produkt.

Ambassadør for Belgien
Med Belgium Stop Over kan rejsende med Brussels Airlines til Afrika fra USA, Canada, Israel og Indien vælge at opholde sig mellem en og fem dage i Belgien i forbindelse med en rejse med Brussels Airlines, hvor der foretages flyskifte i Brussels Airport.

Produktet giver blandt andet gratis adgang til turistmål og museer i Antwerpen, Charleroi, Eupen, Leuven, Liège, Louvan-la-Neuve, Mechelen, Mons, Namur, Tournai og Ypres.

Brussels Airlines lægger i forbindelse med introduktionen af produktet vægt på, at flyselskabet til stadighed vil have en rolle som ambassadør for Belgien.

Blandt de mange attraktioner fremhæver Brussels Airlines havet og de fine stande, Ardennerne og de tilhørende skove, der er egnet til vandreture samt de mange kulturelle og historiske byer, som landet er rigt på. Samtidig er Belgien kendt for øl og chokolade og har et berømt køkken, og hvad belgierne selv kalder de bedste frites i verden.

 

Relaterede artikler:

Finnair vil kopiere Icelandair-produkt

Icelandair tilbyder direktøren som guide

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724