China Eastern vinterlukker skandinavisk Shanghai-rute

04-10-2018
China Eastern Airlines åbnede i juni en ny rute mellem Shanghai og Stockholm, men nu har flyselskabet besluttet at vinterlukke forbindelsen.

Der var stor festivitas, da China Eastern Airlines den 18. juni i år åbnede en ny rute mellem Shanghai Pudong og Stockholm Arlanda.

Ruten stod højt på ønskelisten for Stockholm Arlanda, og det lykkedes at få fire afgange om ugen mellem den svenske hovedstad og Shanghai. Den nye rute blev stort fejret ved ankomst af det første fly i Stockholm, men interessen har måske ikke været helt som ønsket.

Efter kun tre og en halv måned med den nye rute meddeler det kinesiske SkyTeam-flyselskab nemlig, at ruten sættes på pause hen over vinterhalvåret – fra slutningen af oktober til marts. Det skriver det svenske rejsemedie Flygtorget.

Mulig rutetilbagevenden til foråret
Der angives ikke nogen konkret årsag til vinterlukningen af ruten, hvor der skulle have været tre afgange ugentligt. SAS har en rute fra Københavns Lufthavn til Shanghai, mens Finnair også opererer til den kinesiske millionby fra Helsinki. Begge flyselskaber har daglige ruter, og konkurrencen er således åbenbar på denne destination.

China Eastern Airlines tvivler på, at det over vinteren kan besætte de samlet set 1.048 ugentlige pladser i hver retning på Airbus A330-200-flyet. Også selv om de sæsonuafhængige forretningsrejsende regelmæssigt har fløjet på ruten i løbet af sommeren.

“Vi ser, at udviklingen har været god, både hvad angår passagerer og fragt, så forvent at ruten er tilbage igen til foråret,” lyder den dog positive melding fra flyselskabet ifølge Flygtorget.

Air China alene om Sverige
Der er et anslået marked på cirka 200.000 årlige rejsende mellem Kina og Sverige, og det var også baggrunden for at åbne en rute fra Stockholm til Shanghai. Ved rutens åbningsceremoni var der også positiv stemning om forbindelsen.

“Det er flere faktorer, der påvirkede ruteetableringen. Vi ser også en god balance mellem ind- og udgående passagerer med halvtreds procent forretningsrejsende og halvtreds procent fritidsrejsende,” sagde Elisabeth Axtelius, direktør for Aviation Business hos den svenske lufthavnsoperatør Swedavia, til Flygtorget ved åbningsceremonien i juni.

Svensk erhvervsliv eksporterer hvert år for op imod 60 milliarder svenske kroner til Kina, og svenskerne importerer for nogenlunde det samme beløb. Cirka en tredjedel af de svenske Kina-virksomheder har faciliteter tæt på Shanghai.

Vinterlukningen af ruten fra China Eastern Airlines betyder, at Air China bliver ene om at betjene Sverige til vinter. I sommerhalvåret flyver Air China dagligt til Stockholm Arlanda, mens der er lidt færre afgange om vinteren. Både Air China og SAS er medlemmer af Star Alliance og dermed direkte konkurrenter til SkyTeam-medlemmet China Eastern Airlines.

 

Relaterede artikler:

Officielt: Stockholm får Shanghai-rute

China Eastern er landet i Skandinavien

SkyTeam-selskab vil flyve fra Shanghai til Skandinavien

Flere SAS-flyvninger til Shanghai

SAS presser Finnair på Shanghai-rute

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724