Primera-fly kun på vingerne i 11 dage

08-10-2018
Primera Air satte den 20. september et nyt Boeing 737-fly i drift, som netop var modtaget fra Kina. Flyet var blot i luften i 11 dage og står nu i Billund Lufthavn.

Det kinesisk kontrollerede leasingselskab CMB Financial Leasing har sikkert fået sig en slem overraskelse efter at have indgået en kontrakt om lease af en Boeing 737-800 til det nu konkursramte Primera Air Scandinavia A/S, der umiddelbart inden konkursen tog navneforandring til PAS A/S..

Flyet blev den 17. september registreret hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i Danmark som OY-PSJ og havde tidligere været beskæftiget i otte år hos Air China. Siden begyndelsen august havde flyet stået i Seletar Airport i den nordøstlige del af Singapore.

Det otte år gamle Boeing-fly blev sat i drift den 20. september på en flyvning fra Bimringham til Málaga som rutenummer PF2933. Herefter nåede det at flyve 18 sektorer, inden det blev sat på jorden den 30. september, da Primera Air vidste, at konkursen var uundgåelig.

Den 1. oktober blev flyet fløjet tomt til Billund Lufthavn, hvor det landede kl. 16.52, hvilket var få timer før, at Primera Air meldte ud, at selskabet ville indgive konkursbegæring den 2. oktober.

Primera Air har således indgået forpligtende aftaler helt frem til tidspunkt, hvor der ikke var anden udvej for selskabernes ejere end at kaste håndklædet i ringen.

Fly tilbage til leasingselskaber
Mens advokatfirmaerne Elmann, DLA Piper og Gorissen Federspiel som kuratorer i disse dage forsøger at skabe sig et overblik over konkursens omfang for så vidt angår det danske Primera Air-selskab PAS A/S, så er samlet 15 fly ved at vende tilbage til de rette ejere.

Således satte to Airbus A321neo (OY-PAA og OY-PFF) fredag eftermiddag kursen mod Malta fra den midlertidige position i London Stansted Airport, hvor de strandede den 30. september. De to A321´ere er leaset fra GECAS og afventer nu den videre skæbne på middelhavsøen.

Fire Boeing 737-700 er i løbet af sidste uge blevet fløjet til Shannon, hvor de indtil videre skal afvente, hvad leasingselskaberne beslutter sig for. Der er tale om de to danskregistrerede OY-PSE og OY-PSA samt YL-PSI og YL-PSC, der begge er fra Primera Air Nordic og dermed på lettisk register. Tre af flyene tilhørte AerCap, mens en af de fire 737´ere havde GECAS som leasinggiverne.

Endelig blev Boeing 737-700 flyet YL-PSG onsdag færget fra København via St. Johns til Kansas City International Airport, hvor det tyske leasingselskab DVB Bank har valgt at flyet i første omgang skal placeres. 

Men flyene et efter et bliver fløjet tilbage til leasinggiverne, vil boets kuratorer gøre sig klar til at løfte sløret for, hvor store krav, kreditorerne har anmeldt i boet. Den opgørelse forventes tidligst klar den 23. oktober.

 

Relaterede artikler:

Primera-kunder får hjælp af ‘redningspriser’

15 Primera-fly parkeret i fem europæiske lufthavne

Primera-konkurs rammer hårdt i Billund

Officielt: Primera Air er konkurs

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724