Nordic Seaplanes flyver videre

08-10-2018
22 arbejdspladser er foreløbigt reddet, da Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning har forlænget vandflyrutens godkendelse med yderligere et år.

Det er en udfordrende opgave at drive vandflyruten mellem Aarhus og København. Det kan administrerende direktør Lasse Rungholm fra Nordic Seaplanes skrive under på.

Blandt et væld af tilladelser skal der også bruges en miljøgodkendelse fra Københavns Kommune, og en tidsbegrænset godkendelse har indtil videre været gældende frem til den 31. marts 2019. Men for over et år siden søgte Nordic Seaplanes om en permanent godkendelse, men flyselskabet fik afslag fra Københavns Kommune, hvorefter afgørelsen blev indbragt fro Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Men sagsbehandlingen i nævnet pågår, har Nordic Seaplanes ansøgt om at få forlænget den midlertidige tilladelse, der udløber om under seks måneder, og fredag den 5. oktober faldt forlængelsen endelig på plads, så den fremtidige beskæftigelse indtil videre er sikret for de 22 ansatte i selskabet.

“Afgørelsen betyder, at vi kan flyve videre på samme niveau i 2019 som nu. Arbejdspladserne er reddet indtil videre, og det er dejligt, men vi kan naturligvis ikke forsvare at gå ud og investere 30 millioner kroner det ekstra fly, som vi ellers har hårdt brug for for bedre at kunne servicere vores mange passagerer, når vi stadig ikke ved, om vi overhovedet kan få lov at bruge det,” siger Lasse Rungholm i en pressemeddelelse.

Usikkerhed og frustration
Så længe, at der ikke foreligger en permanent godkendelse, vil det ikke være økonomisk forsvarligt for Nordic Seaplanes at købe et ekstra fly, så det bliver muligt at få etableret en mere heldækkende fartplan. 

”Belægningsprocenten på dagens første og sidste afgange ligger som regel mellem 90 og 100 procent, og vi har nu fløjet mere end 29.000 passagerer på ruten. Det er vi selvfølgelig stolte af, men det viser også, at der er behov for et ekstra fly og flere afgange – specielt morgen og aften. Det må dog stadig afvente den kommende afgørelse,” forklarer vandfly-direktøren.

Hos Lasse Rungholm stiger frustrationen over, at selskabet trods den midlertidige godkendelse fortsat må leve med usikkerheden om fremtiden for den populære flyrute.

“Vi er godt en uge inde i medarbejdernes opsigelsesvarsel, og dette burde have været løst for længe siden. Vi ved reelt ikke, hvornår vi kan forvente en endelig afklaring, men vi er tvunget til at leve med den usikkerhed. Forhåbentlig falder det hele på plads inden jul, så vi kan komme i gang med at udvide og flyve videre.”

 

Relaterede artikler:

Overborgmesteren: Der arbejdes på højtryk for vandflyrute

Vandflyrutes skæbne kan blive afgjort om seks uger

Manglende miljøgodkendelse kan true vandflyrute

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724