Austrian og Air Canada lancerer nye ruter sammen

10-10-2018
Austrian Airlines og Air Canada i tæt samarbejde om to nye helårsruter fra Wien til Montreal og Toronto.

Austrian Airlines og Air Canada er begge medlemmer af Star Alliance og har i forvejen et tæt samarbejde. Nu styrkes partnerskabet yderligere i form at to nye ruter fra Wien til Canada, som selskaberne starter op samtidigt og i tæt samarbejde til foråret.

Austrian Airlines lancerer fra 29. april 2019 en ny helårsrute fra Wien til Montreal med daglig afgang i sommersæsonen og fem ugentlige forbindelser i vintersæsonen.

Selskabet vil betjene ruten med Boeing 767-300ER-fly med plads til 211 passagerer – heraf 26 på Business, 18 på Premium Economy og 167 på Economy.

Dreamliner på rute fra Toronto
Samtidig med lanceringen af den nye rute til Montreal overtager Air Canada Austrians eksisterende rute mellem Wien og Toronto. Air Canada går fra 29. april 2019 ind på ruten med daglig afgang i sommersæsonen og fem ugentlige afgange i vintersæsonen.

Air Canada vil betjene ruten med Boeing 787-9 Dreamliner med plads til 298 passagerer – heraf 30 på Business, 21 på Premium Economy og 247 på Economy. Det er samme flytype, som Air Canada benytter på ruten mellem Toronto og København.

Codeshare og afgangstider tæt på hinanden
Austrian Airlines og Air Canada får et codeshare-samarbejde om de to ruter, og flyene fra de to selskaber kommer næsten også til at flyve side om side, da både afgangs- og ankomsttider ligger tæt på hinanden.

Austrian Airlines OS 73 til Montreal får således afgang fra Wien kl. 10.30, mens Air Canadas AC899 afgår fra Wien kl. 10.40 med kurs mod Montreal.

Næste dag sætter Air Canadas AC 898 efter planen hjulene i landingsbanen i Wiens internationale lufthavn kl. 8.30 efter cirka ti timers flyvning fra Toronto. Kun 15 minutter senere landet Austrian Airlines-flyet med rutenummer OS 74 i Wien efter natflyvningen fra Montreal.

”Vi er lykkedes med at tiltrække en stærk partner til Wien. På denne måde vil vi have en ekstra destination i vores canadiske tilbud og styrke vores kontinentale transfertrafik på samme tid,” siger Austrian Airlines kommercielle direktør Andreas Otto.

 

Relaterede artikler:

Austrian Airlines øger på CPH-rute

Austrian Airlines lukker tre langruter

Austrian får ikke lov at købe nye langdistancefly

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724