CPH genoptager guidede lufthavnsrundture

10-10-2018
Efter mange år pause er det nu atter muligt at komme på guidede sightseeingture i de sikkerhedsbeskyttede områder i Københavns Lufthavn.

Terrorangrebet i New York den 11. september 2001 betød blandt andet, at Københavns Lufthavn måtte sætte en stopper for de guidede ture, der hvert år havde bragt omkring 24.000 gæster rundt på lufthavnens arealer.

Men nu har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen for nylig godkendt et nyt koncept for rundvisninger i CPH, og derfor kan lufthavnen atter tilbyde de såkaldte Airport Tours.

Det er kort fortalt en rundvisning af to og en halv times varighed, og turen foregår dels til fods og dels i bus. Seks nye guider er blevet oplært, og de er klar til af fortælle historier og anekdoter, når gæsterne bliver taget med på brandstationen og nogle af garagerne med de store køretøjer. På turen kommer man også tæt på flyene, brandøvelsespladsen og fragtområdet.

”Vi er faktisk ganske stolte af lufthavnen og vil meget gerne vise den frem for vores naboer, skoler, foreninger, fly- og lufthavnsentusiaster og familierne til de flere end 750 virksomheder og flyselskaber, der holder til herude,” siger Susanne Frank fra lufthavnens VIP service, der står bag det nye tilbud om en rundrejse i lufthavnen.

Forbeholdt grupper
Som udgangspunkt er det grupper på op til 36 personer, der kan bestille en lufthavnsrundtur på nogle faste tidspunkter. Turene foregår mandage til fredage kl. 09:30-12:00, 12:30-15:00 og 17:00-19:30, mens der er to besøg på lørdage og søndage kl. 09:30-12:00 og 12:30-15:00.

Gæsterne på Airport Tours i CPH kan komme tæt på flyene. (Foto: Københavns Lufthavn)

Der skal betales en afgift på 5.000 kroner inklusiv moms for en gruppe på op til 36 personer, men er der tale om skoleklasser fra 1. til 10. klasse, vil prisen blot være på 1.500 kroner.

Som udgangspunkt er turene tiltænkt større grupper, men fra Kulturnatten fredag den 12. oktober og hele uge 42 vil det være muligt at tilmelde sig enkeltvis. Her vil prisen være 160 kroner per person.

”Nu er Airport Tours lanceret med et enkelt bookingsystem på nettet og seks nye kolleger, som er lært op til at være guider på turen. De glæder sig virkelig til at vise lufthavnen fra en anden side end man ser som passager og fortælle både om CPH´s mere end 90 år lange, spændende historie men også om de mange udvidelser og fremtidsplaner,” forklarer Susanne Frank.

Rundturene bestilles på lufthavnens hjemmeside, og det er en forudsætning, at man kan fremvise gyldigt billede-ID, hvilket vil sige pas eller kørekort, ved mødestedet i den vestlige ende i Terminal 2. På forhånd skal der også være fremsendt oplysninger om navn, adresse og CPR-nummer.

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn har fået udsigtspavillon

Ingen udsigtsplatform i Københavns Lufthavn

Billund Lufthavn vil etablere flyspotterplads

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724