CPH får atter lavprisrute til Liverpool

02-11-2018
Ryanair åbner næste forår en rute mellem København og John Lennon-lufthavnen i Liverpool. Det bliver selskabets femte rute til Storbritannien.

For de mange danske fans af Liverpool FC er der gode nyheder på vej. Den 1. april næste år vil Ryanair nemlig åbne en rute fra København til Liverpool John Lennon Airport med to ugentlige afgange.

Dermed er der atter skabt mulighed for at flyve direkte til Premier League-topklubbens hjemmekampe på Anfield Road.

Tidtabellen er da også ideel til forlængede weekendrejser til byen, der også fostrede The Beatles. Således flyver Ryanair fredag aften kl. 20.55 fra Københavns Lufthavn med ankomst i Liverpool kl. 21.40. Hjemrejsen kan foregå på mandage kl. 13.40 fra Liverpool, hvor flyet ankommer i CPH kl. 16.35.

Ryanair lægger ud med priser fra 426 kroner for en returbillet. Hertil kommer så diverse tillæg for bagage, sædevalg, og hvad der ellers er brug for af ekstra ydelser.

Med ruten til Liverpool kommer Ryanair op på fem destinationer i Storbritannien. De fire andre er Edinburgh samt London-lufthavnene i Luton, Southend og Stansted.

Nyt forsøg med færre afgange
Den kommende Liverpool-rute vil blive betjent med Ryanairs velkendte Boeing 737-800, der er indrettet med plads til 189 passagerer, så dermed vil der være 756 sæder til salg på ruten hver uge.

I februar sidste år annoncerede Ryanair også opstart af en rute fra København til Liverpool fra den 29. oktober med fire ugentlige afgange. Den ruteåbning blev sidenhen aflyst, og nu er det irske lavprisflyselskab tilbage med halvandet års forsinkelse og en halvering af det planlagte antal afgange.

Norwegian fløj mellem København og Liverpool fra den 5. april 2013 til 31. marts 2014. I alt nåede 21.310 passagerer at rejse på ruten, hvilket svarede til en belægning på omkring 40 procent ved tre ugentlige afgange med Boeing 737-800 fly, der har en kapacitet på 186 sæder. Ruten fik dengang støtte fra ruteudviklingsprogrammet Copenhagen Connected, og beregningerne viste, af en flyrute til havnebyen ved Merseyside kunne skabe 24 nye årsværk og en turismeøkonomisk omsætning på 16 millioner kroner.

 

Relaterede artikler:

Ryanair skærer ned i København

København får igen Liverpool-rute

Liverpool-rute støttet af strategiske årsager

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724