Finnair indfører Premium Economy på langruter

06-11-2018
Finnair vil fra 2020 begynde at indføre en ny kabineklasse på sine langdistancefly. Selskabet fornyer endvidere kabinen på sine ATR-fly, der opereres i samarbejde med Norra.

Finnair lancerer fra 2020 en ny kabineklasse, Premium Economy, på selskabets flåde af langdistancefly.

I modsætning til Finnairs nuværende Economy Comfort-klasse, som er placeret i den eksisterende Economy-kabine, får den kommende Premium Economy-klasse sin helt egen kabine med et nyt design.

Den nye kabineklasse vil ifølge Finnair give kunderne øget plads og komfort sammen med en forbedret service.

“Vi ser en voksende trend med kvalitetsbevidste rejsende som sætter et stærkt fokus på komfort og kvalitet i rejseoplevelsen. Vores nye Premium Economy skal ses som et svar på vores kunders behov på alle vores nøglemarkeder og vil møde ønskerne fra både ferie- og businessrejsende,” siger Piia Karhu, Finnairs direktør for kundeoplevelser.

Fuldt udrullet i 2022
Premium Economy-klassen begynder at blive indført Finnairs langdistanceflåde fra fjerde kvartal 2020, og i slutningen af 2022 forventer Finnair, at hele flåden af Airbus A330- og A350-fly har fået den nye kabineklasse ombord.

Detaljerne i det nye kabinedesign og servicekonceptet er stadig i planlægningsfasen, og Finnair vil først offentliggøre flere detaljer om konceptet på et senere tidspunkt.

Foruden den nye Premium Economy-klasse går Finnair også i gang med at forny hele kabinen på sine ATR-fly turbopropfly, som bruges på indenrigsflyvninger i Finland samt på ruter til de baltiske lande, til Gdansk i Polen og til Bromma-lufthavnen i Stockholm.

ATR-flyene opereres i samarbejde med Finnairs partner Norra, som Danish Air Transport (DAT) for nyligt overtog 60 procent af.

Helt ny kabine i ATR-flyene
Fornyelsen af kabinen i ATR-flyene inkluderer nye sæder, nye tæpper og nyt kabinedesign. Første ATR-fly med fornyet kabine forventes at lette i sommeren 2019, og hele renoveringen af de 12 fly vil være afsluttet i slutningen af første kvartal 2020.

“Vi ønsker at vores kunder får en frisk nordisk oplevelse på vores regionale flyvninger. Den regionale trafik er en vigtig del af Finnair med flere end 30.000 ATR-flyvninger om året,” siger Piia Karhu.

Den nye kabine i Finnairs ATR-fly, som opereres af Norra. (PR-foto)

 

Relaterede artikler:

Finnair står foran flådefornyelse

Finnair indsætter A330 på europæiske ruter

DAT: Vi blander os ikke i Norras drift

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724