Flere klager over Norwegian end over konkurrenter

07-11-2018
Antallet af passagerer, der klager over Norwegian i Storbritannien, er langt højere end antallet af klager over de nærmeste konkurrenter på Atlantruterne.

Norwegian har de seneste år haft travlt med at lancere nye transatlantiske ruter fra sin base i London Gatwick-lufthavnen til en række destinationer i USA og senest også fra Gatwick til Buenos Aires i Argentina.

Med den store satsning på Gatwick er det lykkedes Norwegian at positionere sig som en betydelig spiller på de travle transatlantiske ruter mellem Storbritannien og USA, og det norske lavprisselskab har tiltrukket millioner af nye passagerer i Storbritannien, hvor selskabet også flyver fra Manchester og Edinburgh.

Men Norwegians indtog på det britiske marked er ikke den rene succeshistorie, for ser man på de britiske transportmyndigheders seneste statistik over antallet af klager over flyselskaber, viser det sig, at langt flere passagerer klager over Norwegian end over de selskaber, som Norwegian konkurrerer med på især ruterne over Atlanten.

Flere klager end hos de største konkurrenter
Den seneste klagestatistik fra de britiske myndigheder, Civil Aviation Authority (CAA), omhandler andet kvartal 2018. I denne periode var der 526 formelle klager over Norwegian pr. én million passagerer, som fløj med selskabet.

Antallet af klager over Norwegian er dermed betydeligt højere end antallet af klager over de konkurrerende selskaber. Kun 63 pr. én million passagerer klagede over British Airways, mens 79 klagede over Virgin Atlantic.

Blandt de nordamerikanske selskaber ligger Delta højest i CAA’s statistik med 104 klager, mens tallet for Air Canada er 38, for United 37 og for American Airlines 25.

Air France og KLM ligger lidt noget højere med henholdsvis 310 og 288 klager pr. én million passagerer, hvilket dog fortsat er betydeligt under niveauet af klager over Norwegian.

Antallet af klager over Norwegian ligger også højere end hos andre store lavprisselskaber. For Ryanair var tallet 319 og for easyJet 115.

Flest klager over aflysninger og forsinkelser
Langt hovedparten af klagerne drejede sig om aflysninger og forsinkelser, hvor passagererne ifølge EU’s regler i mange tilfælde har krav på at få udbetalt kompensation.

CAA’s statistik omfatter de klagesager, som går videre til myndighederne (eller til organisationer, som er godkendt af CAA til at håndtere klager fra flypassagerer), efter at passagererne først har forsøgt at klage direkte til flyselskabet. Det vil sige, at statistikken ikke omfatter de sager, hvor flyselskabet og passageren er blevet enige om eksempelvis en form for kompensation.

Hvorfor så forholdsvis mange passagerer klager over Norwegian, kan man ikke læse ud af statistikken, men en del af forklaringen skal måske findes i, at Norwegians operationer i Gatwick ifølge britiske medier og forbrugergrupper præges af mange aflysninger og forsinkelser.

Samtidig har Norwegian det meste af 2018 været tvunget til at wetlease langdistancefly på grund af problemer med Rolls-Royce motorerne på en del af selskabets Boeing 787. Passagerer har derfor i mange tilfælde måttet nøjes med et ældre fly på turen over Atlanten uden de faciliteter og den komfort, som Norwegians moderne Dreamliner-fly kan tilbyde.

7.900 kroner i gennemsnit i kompensation
Af CAA’s statistik fremgår det også, at de mange klagesager koster Norwegian dyrt. Af de britiske klagesager, som blev afgjort i andet kvartal, fik passagererne medhold i 72 procent af sagerne, og det medførte en kompensation på i gennemsnit 927 pund pr. sag – svarende til cirka 7.900 kroner. I alt måtte Norwegian punge ud med 84.400 britiske pund (721.000 kroner) i kompensation i andet kvartal ifølge CAA’s statistik.

Hertil kommer så de sager, hvor Norwegian eventuelt har udbetalt kompensation til passagererne direkte, uden at passagererne er gået videre med sagen til CAA eller andre instanser.

Norwegian flyver årligt med omkring 5,8 millioner passagerer til og fra Storbritannien, hvoraf hovedparten – 4,6 millioner – benytter selskabets ruter fra Gatwick.

Norwegian er i dag det tredjestørste selskab i Gatwick-lufthavnen, hvorfra selskabet flyver til 10 destinationer i USA, samt Buenos Aires og Singapore. Hertil kommer ruter fra Gatwick til en række destinationer i Skandinavien, Finland og Spanien.

Link til statistikken fra CAA

Relaterede artikler:

Slut med wetlease hos Norwegian

British Airways overhalet af Norwegian på New York-ruter

Norwegian må udsætte flere USA-ruter

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724