Gustafson forudser flere konkurser

30-11-2018
Europæisk luftfart er presset, og SAS-topchef Rickard Gustafson er overbevist om, at der vil komme flere konkurser.

Europæiske luftfart presses af overkapacitet, lave priser og høje brændstofomkostninger. Derfor er det nødvendigt med færre, men stærkere flyselskaber, og vi har endnu ikke set den sidste konkursbegæring.

Sådan lyder det fra SAS’ koncerndirektør, Rickard Gustafson, i fredagens udgave af Børsen.

“Jeg tror, at konsolideringsbølgen fortsætter i Europa. Hvis man ikke vil være med til at drive forandringerne i industrien, går der ikke længe, før man ophører med at eksistere. Det har vi set flere eksempler på, blandt andet med Air Berlins konkurs sidste år,” siger Rickard Gustafson til Børsen.

Dramatisk udvikling i Island
SAS-topchefens udmelding kommer midt under den dramatiske udvikling i Island, hvor den planlagte fusion mellem Icelandair og WOW air er gået i vasken, mens WOW air netop er blevet reddet af en amerikansk kapitalfond, som skyder penge i flyselskabet, der i længere tid har haft store likviditetsmæssige udfordringer.

I USA sidder de fem største flykoncerner samlet på 86 procent af de bookede sæder, mens de fem dominerende spillere i Europa har en samlet markedsandel på blot 63 procent. Det viser en opgørelse fra analysevirksomheden OAG.

Bedre forretningsklima i Nordamerika
Ifølge Rickard Gustafson har det skabt et mere sundt forretningsklima i Nordamerika, der i sidste ende kommer forbrugerne til gode, fordi de tilbageværende selskaber har råd til at investere i nye produkter og fly.

“Vi er der ikke helt endnu i Europa, men vi er godt på vej. Den største forskel på de to kontinenter er, at konsolideringen i Europa primært sker gennem konkurser frem for fusioner,” siger SAS-topchefen til Børsen.

SAS er efter flere år med røde tal på bundlinjen atter begyndt at levere overskud de seneste år, og der er udsigt til endnu et godt regnskab, når SAS i slutningen af januar 2019 fremlægger årsregnskab.

“Hvis prognosen om et driftsresultat på to milliarder svenske kroner holder, vil det være det bedste resultat i SAS’ historie,” siger Rickard Gustafson til Børsen.

 

Relaterede artikler:

WOW air reddet af amerikansk kapitalfond

Icelandair aflyser købet af WOW air

Bedste SAS-regnskab siden år 2000

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724