Tidligere SAS-leverandør er konkurs

06-12-2018
Det schweiziske flyselskab PrivatAir har indgivet konkursbegæring. Selskabet fløj indtil sidste år for SAS på USA-rute fra København.

Det schweiziske flyselskab PrivatAir har indgivet konkursbegæring i både Schweiz og Tyskland. Det meddeler det over 40 år gamle flyselskab ”med stor sorg” i en pressemeddelelse.

”I løbet af de seneste par uger har en række begivenheder haft en betydelig indvirkning på virksomhedens forventninger til fremtiden og levedygtighed, og det har tvunget virksomheden til at indgive konkursbegæring,” hedder det i pressemeddelelsen.

Opererede på tre SAS-ruter
PrivatAir vil være kendt af mange danske passagerer, da selskabet gennem tre år har opererede for SAS på en leasingaftale med et Boeing 737-700-fly, der havde SAS-navnet Eivind Viking.

Flyet fra PrivatAir blev i 2014 sat ind på SAS-ruten mellem Stavanger og Houston, men den rute blev lukket ned igen allerede i 2015 på grund af manglende efterspørgsel på rejser mellem de to oliebyer.

Derefter blev PrivatAir-flyet flyttet til basen i Københavns Lufthavn, hvor SAS indsatte det på aftenafgangen til New York-Newark fra slutningen af oktober samme år. Dengang var flyet konfigureret i en ren Business Class-version med 44 sæder. Sidenhen fik SAS ombygget flyet til at have 20 Business Class-sæder samt 66 sæder til passagerer med billet til SAS Go-serviceklassen.

I slutningen af marts 2016 blev flyet indsat på en ny SAS-rute mellem København og Boston, hvor det fløj frem til 20. august sidste år. SAS indsatte derefter et Airbus A330-fly på ruten.

Fløj for Lufthansa på Indien-rute
PrivatAir har også fløjet for blandt andre Star Alliance-selskaber, og Lufthansa var en af de vigtigste kunder. Indtil udgangen af juni i år opererede PrivatAir ruten fra Frankfurt til Pune i Indien for Lufthansa.

PrivatAirs flyflåde består i dag af blot to Boeing 737-700-fly – heriblandt det 13 år gamle fly, der indtil sidste år fløj for SAS.

I oktober kom det frem, at PrivatAir ikke havde betalt en leverandørregning. Dengang forsikrede selskabets bestyrelsesformand dog, at selskabet var ”på rette vej med en omstrukturering”.

PrivatAir blev etableret i 1977 i Schweiz og beskæftiger i dag 226 medarbejdere i Schweiz,
Tyskland og Portugal. I oktober 2016 overtog det private investeringsselskab Silver Arrow Capital of Limberger 51 procent af selskabet.

Relaterede artikler:

SAS tog afsked med Eivind Viking

SAS indsætter A330-fly på Boston-rute

Business-fly skiftes ud på SAS-rute

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724