Oneworld-alliancen får nyt medlem

06-12-2018
Flyselskabet Royal Air Maroc, som blandt andet flyver til København, bliver nyt medlem af luftfartsalliancen oneworld. Det sker dog først om nogle år.

Oneworld-alliancen får et nyt afrikansk medlem. Det er Royal Air Maroc – et af Afrikas hurtigst voksende flyselskaber – som bliver det 14. medlem af oneworld, der blandt andet omfatter Finnair, British Airways og Iberia.

Det marokkanske selskab vil dog først blive optaget i alliancen en gang i midten af 2020’erne, oplyser oneworld, som annoncerede nyheden ved alliancens bestyrelsesmøde i New York få uger før, alliancen kan fejre sit 20-års jubilæum.

Royal Air Maroc er i dag det største afrikanske flyselskab, som ikke er medlem af en luftfartsalliance, og selskabet bliver oneworlds første fuldgyldige medlem på det afrikanske kontinent. Sydafrikanske Comair har dog, siden oneworld blev etableret i februar 1999, været en del af alliancen, da selskabet har en franchiseaftale med British Airways.

Ruter til København og Stockholm
Royal Air Maroc flyver blandt andet fra Casablanca til København og Stockholm, og betjener i alt 94 destinationer i 49 lande i Afrika, Europa, Mellemøsten og Nord- og Sydamerika, heriblandt oneworld-hubs som Doha, London Heathrow, Madrid, Moskva Domodedovo, New York JFK og Sao Paulo. Sidste år havde selskabet 7,3 millioner passagerer.

Optagelsen af Royal Air Maroc vil føje 34 nye destinationer og 21 lande til oneworld-alliancen netværk, så alliancen fremover vil have destinationer i 178 lande og territorier.

Royal Air Maroc har i dag 55 fly i sin flåde fordelt på Boeing 737-800 og Embraer 190 til de korte og mellemlange ruter, samt Boeing 767 og Boeing 787-8 til selskabets langruter. I løbet af december modtager Royal Air Maroc sin første Boeing 787-9. Derudover flyver det regionale datterselskab Royal Air Maroc Express med ATR72-fly.

Flådeudvidelse og ny terminal
Ifølge selskabets femårsplan skal flåden udvides betydeligt i de kommende år i takt med, at Royal Air Maroc øger sit netværk fra de nuværende 94 destinationer til 121 destinationer.

På hovedbasen i Casablanca-base tager selskabet i løbet af få uger en ny terminal i brug, Terminal 1, som har gennemgået en gennemgribende ombygning og modernisering.

 

Relaterede artikler:

Endnu et nordafrikansk selskab til København

Over 50.000 flypassagerer til Marokko

Royal Air Maroc klar til København

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724