Thomas Cook får A330-reservefly i København

06-12-2018
Thomas Cook Airlines Scandinavia har leaset en Airbus A330-200 fra Air Transat. Flyet skal fungere som reservefly gennem vintersæsonen.

Thomas Cook Airlines Scandinavia var i sommer udsat for en række udefrakommende hændelser, der medførte forsinkelser for selskabets charterflyvninger til og fra Sydeuropa. Blandt udfordringerne for flyselskabet var strejkende flyveledere og et nedbrud af check-in systemerne på Rhodos.

For at være bedre rustet til at håndtere lignende udfordringer samt eventuelle tekniske fejl på flyene har Thomas Cook Airlines Scandinavia i den igangværende vintersæson leaset et ekstra Airbus A330-200-fly canadiske fra Air Transat.

Indgår ikke i det planlagte program
Flyet skal udelukkende fungere som reservefly og vil derfor ikke indgå i det planlagte vinterprogram for Thomas Cook Airlines flyvninger ud af Skandinavien. Flyet bliver baseret i Københavns Lufthavn, hvor det i øjeblikket ved at blive indregistreret og klargjort.

”Vi havde en sommer med utroligt mange forstyrrelser, og langt hovedparten var udefrakommende ting. Vi har en forpligtelse til at flyve vores passagerer både ud og hjem, og derfor har vi besluttet, at vi vil være bedre rustet til at håndtere de udfordringer, der måtte komme i vintersæsonen, ved at have et reservefly til rådighed,” siger kommunikationschef Lisbeth Nedergaard, Thomas Cook Airlines Scandinavia, til CHECK-IN.dk.

A330-200-flyet skal primært kunne sættes ind på selskabets langdistanceflyvninger for charterbureauer fra Danmark, Sverige og Norge til feriemål i Asien, Afrika og Caribien. Thomas Cook Airlines Scandinavia flyver for Spies, Ving og Tjæreborg.

Hvis et fly eksempelvis kommer forsinket retur fra en destination og ikke kan nå at blive klart til til næste planlagte afgang, kan selskabet vælge at sætte reserveflyet ind i stedet.

”Det er første gang, vi har et permanent reservefly til rådighed i vintersæsonen. Vi ser det som en langt bedre løsning at have et reservefly stående klart, frem for at skulle ud at finde et fly, hvis noget går galt,” siger Lisbeth Nedergaard.

Bemandes med egen besætning
Flyet vil blive bemandet med Thomas Cook Airlines egne piloter og kabinepersonale, når det sættes ind som afløsning for selskabets egne fly.

Thomas Cook Airlines Scandinavias flåde består i dag af tre Airbus A330-300, to 330-200 (hvoraf det ene tilhører Thomas Cook UK), samt otte Airbus A321-fly.

Fra Københavns Lufthavn flyver Thomas Cook Airlines denne vinter med A330-fly til Phuket i Thailand, Phu Quoc i Vietman og Den Dominikanske Republik i Caribien.

Det næsten 20 år gamle reservefly med den oprindelige registrering C-GITS (nu OY-VKK, red.) er indrettet med i alt 345 sæder, heraf 12 såkaldte Club-sæder med ekstra benplads og større bredde. Til sammenligning er Thomas Cook Airlines egne Airbus A330-200-fly indrettet med 322 sæder – heraf 35 Premium Economy-sæder.

 

Relaterede artikler:

Indtjeningsfremgang i Thomas Cook Airlines

Thomas Cook Airlines i asiatisk samarbejde

Medie: Thomas Cook vil sælge ud i flyselskab

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724