Norsk regering kommer Widerøe til undsætning

08-01-2019
Den norske transportminister foreslår nyt afgiftssystem, hvor fly friholdes for at betale startafgift for de første seks ton. Det vil især gavne Widerøes mindre indenrigsruter.

Det norske flyselskab Widerøe bebudede i efteråret, at det ville lukke 18 af sine mindre indenrigsruter, da ruterne ikke er rentable.

Advarslen om rutelukninger kom i kølvandet på et forslag fra Norges regering om at sænke den norske flyskat på indenrigsrejser fra 83 til 75 norske kroner per rejse. Ifølge Widerøe var en afgiftsnedsættelse i den størrelsesorden slet ikke nok til at gøre ruterne rentable.

Nu kommer den norske regering imidlertid flyselskabet i møde med et forslag om lavere startafgifter. Den norske transportminister Jon Georg Dale fra Fremkridtspartiet foreslår, at flyselskaberne ikke skal betale den vægtbaserede startafgift for de første seks ton af flyets vægt.

Det vil især gavne Widerøes mindre turbopropfly af Dash-8-typen, som har en samlet startvægt på 16-20 ton, og som dermed vil få reduceret startafgiften med op til 38 procent. Til sammenligning har et Boeing 737-fly fra SAS og Norwegian en startvægt på mellem 60 og 80 ton.

Flyskatten bevares
Med forslaget undgår den norske regering at nedsætte den passagerbaserede flyskat, men imødekommer samtidig Widerøes ønsker om lavere afgifter på flyvningerne på de mindre, kommercielle indenrigsruter.

Transportministerens forslag skal nu drøftes politisk. Hvis det går igennem og bliver vedtaget, vil Widerøe måske helt droppe planerne om rutelukninger.

”Når der er signaler som disse, vil vi selvfølgelig udsætte en beslutning om mulige rutenedskæringer. Alt andet ville være useriøst. Sådanne nedskæringer var baseret på helt andre forudsætninger,” siger Widerøes chef Stein Nilsen til det norske medie DN.

Faldende rentabilitet
Widerøe driver både rent kommercielle indenrigsruter og såkaldte PSO-ruter, hvor den norske stat betaler for at opretholde ruter, som i udgangspunktet ikke rentable. De mindre, kommercielle ruter er eksempelvis ruter mellem Oslo og byer som Leknes, Svolvær, Sandnessjøen og Brønnøysund i det nordlige Norge.

Widerøe har de seneste to år haft en faldende rentabilitet, og selskabet har især peget på den nye flyskat, som regeringen indførte i 2016, som en afgørende hindring for at få ruterne til at give overskud.

Udover forslaget om at friholde flyene for at betale startafgift for de første seks ton foreslår den norske transportminister også at øge afgifterne for udenlandske fly, der flyver gennem norsk luftrum – den såkaldte en route-afgift.

 

Relaterede artikler:

Widerøe på vej med rutelukninger

Widerøe varsler lukning af ruter

Over en fjerdedel af Widerøes fly ude af drift

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724