Israelsk ferieby får ny international lufthavn

08-01-2019
Eilat ved Rødehavet får ny international lufthavn med kapacitet til to millioner passagerer om året. Den nybyggede Ramon Airport åbner den 21. januar.

Byen Eilat ved Rødehavet i det sydlige Israel er en populær feriedestination i Mellemøsten, og besøges også af danske turister. Feriebyen er hidtil blevet betjent af to mindre lufthavne – Eilat City Airport, som ligger i selve byen, og Ovda Airport, der ligger 60 kilometer nord for byen og håndterer stort set al international flytrafik til Eilat.

Nu får Eilat imidlertid en ny international lufthavn med større kapacitet. Den 21. januar indvies den nybyggede Ramon Airport 18 kilometer nord for Eilat. Den nye lufthavn med IATA-koden ETM er bygget til at håndtere op til to millioner passagerer om året ved åbningen og vil efter planlagte udvidelser kunne få en kapacitet på op til 4,2 millioner passagerer i år 2030.

Indenrigsfly kommer først
Efter åbningen vil alle indenrigsflyvninger fra Tel Aviv og Haifa til den gamle Eilat City Airport flytte til Ramon Airport, ligesom lufthavnen også skal begynde at håndtere de lavpris- og charterfly fra Europa, som i dag benytter Ovda-lufthavnen.

Eilat betjenes blandt andre af Ryanair, WizzAir, easyJet, Transavia og Lufthansa samt en række russiske flyselskaber. De første udenlandske destinationer og deres åbningsdatoer er endnu ikke angivet. Ryanair forventes ifølge Ramon Airport at basere flere fly i lufthavnen.

Ramon Airport har en 3.600 meter lang start- og landingsbane og er udstyret med ni standpladser til store fly og 16 pladser til privatfly. Det er planen, at der med tiden skal bygges en jernbane fra lufthavnen til Eilat, men indtil videre betjenes lufthavnen af shuttlebusser.

Gateway til både Eilat, Aqaba og Taba
Operatørerne bag den nye lufthavn forventer, at lufthavnen med sin placering også vil kunne fungere som en gateway til feriedestinationen Aqaba i nabolandet Jordan og til Taba i nabolandet Egypten på den anden side.

Der er i dag inden direkte flyforbindelse mellem Danmark og Eilat. SAS drev sidste vinter en direkte rute fra Stockholm til Eilat, men selskabet har ikke sæsonruten på programmet denne vinter.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa øger sin Asien-trafik fra München

SAS vinterlukker seks ruter

SAS åbner Israel-rute

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724