Slut med fransk Joon-eksperiment

10-01-2019
Det er blevet besluttet at nedlægge Air France-KLM datterselskabet Joon, der i dag flyver til Oslo og efter planen skal åbne til Stockholm i slutningen af marts.

I 2017 lancerede Air France datterselskabet Joon, der både skulle fungere som produktionsselskab for moderselskabet og samtidig have sin helt egen profil i markedet som det foretrukne flyselskab for Millenium-generationen.

Mange rynkede dengang på næsen og kunne ikke forstå, hvordan det nye flyselskab skulle kunne tiltrække en bred skare af passagerer. Det kunne den nye canadiske topchef i Air France-KLM, Benjamin Smith, tilsyneladende heller ikke, for blot få måneder efter sin tiltrædelse stillede hans spørgsmålstegn ved Joon´s berettigelse.

Derfor har Air France indledt et “projekt”, der skal føre til afviklingen af selskabet, således at ansatte og aktiviteter overføres til moderselskabet.

“Trods de mange positive effekter og især den uvurderlige indsats fra teamet bag Joon, som lancerede virksomheden og arbejdede med lidenskab og dedikation, var varemærket fra starten vanskeligt at forstå for kunder, medarbejdere, markeder og investorer. De mange varemærker på markedet har skabt meget kompleksitet og svækkede desværre styrken i Air France-varemærket,” hedder det i en pressemeddelelse.

Joon-fly til moderselskabet
Med den kommende integration af Joon i Air France vil det ifølge selskabet fremover være muligt at opnå fordele gennem harmonisering af flåde, varemærke og produkter.

I dag opererer Joon 17 Airbus-fly, der er fordelt på otte A320, fem A321 samt fire langdistancefly af typen A340, og herudover er der en ordre på 10 helt nye A350-900 XWB, der nu vil blive overført til moderselskabet.

Joon afløste Air France på ruterne mellem Paris-CDG og henholdsvis Oslo og Bergen i foråret 2018, og det er planen, at Joon skal overtage ruten mellem Paris-CDG og Stockholm fra den 31. marts i år. Air France oplyser dog, at alle solgte billetter vil blive honoreret og opereret af Joon indtil hele selskabet er afviklet.

Udover ruterne til Oslo, Bergen og snart også Stockholm, har Joon yderligere en halv snes europæiske destinationer i rutenetværket, mens selskabet herudover flyver til destinationer i Brasilien, De Nederlanske Antiller, Ecuador, Egypten, Seychellerne og Sydafrika.

.

Relaterede artikler:

Ny topchef vil af med Air France-datterselskab

Joon får endnu en rute til Skandinavien

Første JOON-rute til Skandinavien

Nyt Air France-selskab skal hedde JOON

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724