Lufthansa-koncernen holder førstepladsen i Europa

11-01-2019
Selskaberne i Lufthansa-koncernen satte ny passagerrekord i 2018 og havde en vækst i passagertallet på 10 procent.

Lufthansa-koncernen satte ny passagerrekord i 2018 med over 142 millioner passagerer, og fastholder dermed førertrøjen som den absolut største luftfartskoncern i Europa.

Gruppen havde en samlet vækst i passagertallet på 10 procent i forhold til året før, hvilket er en større vækst end de andre to store europæiske luftfartskoncerner – IAG og Air France-KLM.

Hos IAG, der blandt andet omfatter British Airways og Iberia, var væksten på 7,7 procent til samlet set næsten 113 millioner passagerer i 2018, mens Air France-KLM havde en vækst på 2,8 procent og rundede 101 millioner passagerer sidste år.

Lufthansa-koncernen kan også glæde sig over, at den gennemsnitlige load-faktor på selskabernes fly sidste år var højere end nogensinde tidligere – den lå på 81,4 procent.

Størst vækst hos SWISS

Koncernens tre netværksselskaber – Lufthansa, SWISS and Austrian Airlines – transporterede tilsammen over 104 millioner passagerer sidste år, hvilket var 7,4 procent flere end året før.

SWISS havde den højeste vækst på 9,5 procent til 20,4 millioner passagerer, mens Austrian Airlines havde en vækst på 8,5 procent til knapt 14 millioner passagerer. Lufthansa måtte nøjes med en vækst på 6,5 procent, og nåede op på 70,1 millioner passagerer for hele året.

Det største procentmæssige bidrag til passagervæksten i Lufthansa-koncernen kom fra Eurowings, som nu også omfatter Brussels Airlines. Tilsammen havde de to selskaber en passagervækst på 18 procent i 2018 og nåede op på i alt 38,5 millioner passagerer.

Øget fokus på München
Passagerstatistikken for 2018 afspejler også, at Lufthansa i stigende grad satser på München som det store hub for langdistancetrafikken på bekostning af Frankfurt, der historisk set er det primære hub.

I 2018 havde Lufthansa en vækst i München-lufthavnen på 9,3 procent til 25,6 millioner passagerer, mens væksten i Frankfurt-lufthavnen var på mere beskedne 4,7 procent. Det resulterede dog i 43,5 millioner passagerer, så Frankfurt er fortsat et betydeligt større hub for Lufthansa end München.

Relaterede artikler:

Syv nye Lufthansa-ruter på vej

Lufthansa skruer ned for væksten

18.000 Lufthansa-aflysninger

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724