Air France stopper multibrand-strategi

04-02-2019
Den nye topchef i Air France-KLM, Benjamin Smith, fortsætter oprydningen i selskabets brands. Det regionale selskab HOP! bliver rebranded som Air France HOP.

Air France-KLM’s topchef Benjamin Smith meddelte for nyligt, at han havde besluttet at afvikle Air France-datterselskabet Joon, og nu tager den nye canadiske koncernchef det næste skridt i sine bestræbelser på at gøre selskabets brandstruktur mere enkel.

Denne gang er det Air France-datterselskabet HOP!, der står for tur. Det regionale flyselskab vil blive rebranded som Air France HOP – uden udråbstegn – for at binde selskabet tættere sammen med moderselskabet og dermed gøre det nemmere for kunderne at finde rundt i selskabets brands.

Fem brands i alt
Fremover vil Air France-KLM derfor kun bestå af netværksselskaberne Air France og KLM, de regionale selskaber Air France HOP og KLM Cityhopper samt lavprisselskabet Transavia, der både opererer fra Frankrig og Holland.

“Dette er det næste skridt i retning af at styrke vores brands og øge klarheden og den overordnede sammenhæng i Air France-KLM-koncernens tilbud,” siger Benjamin Smith i en pressemeddelelse.

”Det regionale marked, der for øjeblikket drives af HOP! er afgørende for Air Frances forretningsmodel, da det sikrer et regionalt fodfæste og er en integreret del af selskabets historie og DNA. I lyset af konkurrencen på dette marked skal vi gøre vores brand mere tydeligt og knytte det tættere til værdierne og styrken i Air France-brandet,” uddyber Benjamin Smith.

Ændringen brandet vil ikke medføre nogen ændringer i kontrakterne for de medarbejdere, der er ansat i HOP!, ligesom alle HOP!-flyvninger fortsætter som normalt – bare under det nye navn.

HOP! blev lanceret i 2013 efter sammenlægningen af de tre franske regionale flyselskaber Brit Air, Regional og Airlinair.

Joon afskaffes fuldstændigt
Mens HOP! fortsætter som et eget varemærke under det nye navn Air France HOP, bliver Joon helt afskaffet og dets ruter vil fremover indgå i Air France-netværket.

Joon blev lanceret i 2017 med en ambition om, at det både skulle fungere som produktionsselskab for moderselskabet og samtidig have sin helt egen profil i markedet som det foretrukne flyselskab for Millenium-generationen.

Selskabet overtog en række fly og ruter fra Air France – heriblandt ruterne fra Paris-CDG til henholdsvis Oslo og Bergen. Det var også planen, at Joon fra 31. marts i år skulle overtage ruten mellem Paris-CDG og Stockholm.

 

Relaterede artikler:

Slut med fransk Joon-eksperiment

Søg Air France-KLM runder 100 millioner passagerer

Joon får endnu en rute til Skandinavien

 

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724