222 flyaflysninger forud for storstrejke

09-02-2019
En varslet generalstrejke i Belgien har fået Brussels Airlines til at aflyse samtlige 222 flyvninger til og fra Bruxelles Zaventem-lufthavnen den 13. februar.

Har man planer om at rejse til Belgien den 13. februar, vil det være klogt at blive hjemme. De belgiske fagforeninger har nemlig varslet generalstrejke, hvilket ventes at påvirke infrastrukturen i hele Belgien.

Zaventem-lufthavnen i Bruxelles forventer derfor, at operationerne i lufthavnen vil blive kraftigt påvirket af den varslede strejke, og det vil medføre aflysninger, store forsinkelser, omdirigeringer af fly til andre lufthavne samt problemer med bagageudlevering. Herudover ventes det, at tog og busser til og fra lufthavnen også vil blive påvirket af de mange aktioner.

Brussels Airlines har løbende annonceret aflysninger forud for onsdagens generalstrejke, og sent fredag blev det besluttet at aflyse samtlige 222 flyvninger til og fra Bruxelles den 13. februar. Det forventes at ramme omkring 16.000 passagerer.

Således er det kun de oversøiske flyvninger, der udgår fra Afrika og Nordamerika den 13. februar, der vil blive gennemført, da de først lander den efterfølgende dag i Bruxelles. Der er således tale om blot syv oversøiske flyvninger, der ikke er aflyst, og det er flyvningerne til Bruxelles fra Abidjan, Accra, Banjul, Dakar, Douala, Entebbe og Toronto.

Ombooking eller pengene tilbage
Brussels Airlines flyver fra Bruxelles til både København og Billund, og onsdag aflyses således fire rundture til København og to rundture til Billund. Det svarer til samlet 12 flyvninger, hvilket forventes at berøre omkring 1.000 passagerer.

“Med den proaktive aflysning af trafikprogrammet den 13. februar, kan Brussels Airlines tilbyde sine kunder muligheden for på forhånd at tilpasse deres rejseplaner og dermed reducere virkningerne af generalstrejken så meget som muligt,” skriver Brussels Airlines i en pressemeddelelse.

Brussels Airlines tilbyder gebyrfri omooking eller fuld refundering af de købte billetter.

SAS aflyser alle afgange
Hos SAS har man i løbet af tirsdagen besluttet at annullere samtlige tre rundture mellem København og Bruxelles den 13. februar, og samtidig aflyses tre rundture fra Stockholm til Bruxelles samt to fra Oslo. Dermed vil samtlige 16 flyvninger til og fra Bruxelles være aflyste på dagen for generalstrejken.

SAS tilbyder ombooking til datoer før generalstrejken samt fire dage efter. Herudover vil det også være muligt frit at ombooke til  andre SAS-flyvninger fra Skandinavien til henholdsvis Amsterdam, Düsseldorf og Paris-CDG.

 

Relaterede artikler:

Strejke skaber store problemer for SAS i Bruxelles

Udsigt til strejker i Brussels Airlines

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724