Icelandair flyver i rødt

11-02-2019
Icelandair kom ud af 2018 med et underskud på 370 millioner kroner, og det var en resultattilbagegang på 600 millioner kroner i forhold til året før.

Det islandske luftfartseventyr synes at være på vej til at blive en saga blot, hvis man skal dømme ud fra WOW airs aktuelle finansielle problemer og Icelandairs årsregnskab for 2018.

Icelandair tabte i 2018 55,6 millioner dollars, hvilket svarer til næsten 370 millioner danske kroner. Året før havde det islandske flyselskab et overskud på 37,5 millioner dollars (250 millioner danske kroner).

Årsagen til det svage resultat er den samme, som man hører fra mange andre flyselskaber, der er ramt af konkurrence- og prispres samt de høje brændstofpriser gennem det meste af 2018.

“2018 var et vanskeligt forretningsår. Resultaterne blev svagere end vores fremskrivninger i begyndelsen af ​​året, der var præget af stærk konkurrence, lave og ofte irrationelle priser samt betydelige brændstofprisstigninger. Samtidig har ændringer i vores salgs- og markedsoperationer og rute-og netværksafdelingen haft en negativ indvirkning på vores resultat,” udtaler koncernchef Bogi Nils Bogason i en pressemeddelelse.

Mange nye initiativer
Icelandair formåede ellers i 2018 at øge omsætningen med syv procent til 1,51 milliarder dollars, eller hvad der svarer til 9,975 milliarder danske kroner. Det var dog ikke nok til at forhindre et stort underskud efter flere år i træk med positive resultater, og selskabet har selv hæftet prædikatet “uacceptabelt” på 2018-resultatet.

Icelandair har derfor iværksat en række initiativer, der skal forbedre indtjeningen i 2019. Der skal blandt andet justeres på den udbudte kapacitet, således at der bliver en bedre balance i rutenetværket, der omfatter ruter fra Keflavik-lufthavnen til 23 lufthavne i Nordamerika og 26 destinationer i Europa. Herudover etableres der en ny trafikbølge i Keflavik, så ressourcerne vil blive udnyttet optimalt.

Herudover vil der også blive et stærkt fokus på indtægterne, hvor det er planen at øge salget af tillægsydelser. I fjerde kvartal lykkedes det blandt andet for Icelandair at øge salget af tillægsydelser fra 18 til 24 dollars (120 til 160 danske kroner). Samtidig skal salg- og marketingaktiviteterne styrkes, og der skal implementeres et nyt revenue management-system.

Endelig vil Icelandair overveje, hvordan indenrigsflyvningerne i datterselskabet Air Iceland Connect fremover skal organiseres.

Usikkerhed om 2019-resultat
På nuværende tidspunkt er det ikke muligt for Icelandair at estimere et forventet resultat for 2019, men selskabets mission er klar: Lønsomheden skal øges og den driftsmæssige operation skal styrkes.

“Det står klart, at vi står over for usikkerhed i vores driftsmiljø, og vores konkurrencemiljø vil ændre sig. Vores virksomhed har dog fordel af sit stærke fundament og vores talentfulde og dygtige ansatte. Selskabets finansielle stilling er stærk, og jeg er overbevist om, at vi er godt rustet til at tage udfordringerne op og gribe de muligheder, der ligger foran os,” fastslår koncernchefen.

 

Relaterede artikler:

Icelandair styrer mod underskud

Icelandair frasælger aktiver

Icelandair-overskud mere end halveret

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724