SAS og airBaltic genoptager samarbejde

16-05-2019
Det såkaldte codeshare-samarbejde mellem SAS og airBaltic blev opsagt i begyndelsen af 2017. Nu har parterne fundet hinanden igen.

Selvom SAS tidligere har været medejer af airBaltic frem til 2009, så har der også været perioder, hvor de to flyselskaber ikke har været så tætte på hinanden.

SAS valgte nemlig i slutningen af marts 2017 at gå i konkurrence med airBaltic på det lettiske selskabs hovedrute mellem København og Riga, og det medførte samtidig, at det eksisterende codeshare-samarbejde mellem de to selskaber ophørte.

Men efter to år uden codeshare-aftaler, er de to selskaber atter gået i samarbejde, og motivationen for SAS har uden tvivl været, at man manglede Riga som destination fra både Oslo og København, da SAS allerede sidste år i det tidlige efterår måtte lynlukke Riga-ruten fra CPH efter svage resultater.

“Vi er meget tilfredse med dette stærke samarbejde. Ved at udvide vores partner-netværk tilbyder vi mere bekvemme rejsemuligheder til vores passagerer. Allerede i sommersæsonen gør vi det muligt for passagererne at vælge mellem mere end 300 destinationer med ét stop ved at bruge airBaltic-partnerflyselskaber,” siger airBaltics administrerende direktør Martin Gauss.

Stor konkurrence på Riga-flyvninger
På flyvningerne fra Oslo og København får airBaltic fra 1. juni sin BT-kode på ruter til Bergen, Stavanger, Tromsø, Trondheim og Ålesund, mens SAS får mulighed for at markedsføre airBaltics flyvninger fra København, Oslo og Stockholm-Arlanda til Riga med SK-rutenummer.

“Vi ser en stor fordel i denne codeshare-partnerskabsaftale for en række ruter, der giver bedre forbindelser til og fra Skandinavien med gensidige hyppige fordele til vores rejsende,” lyder det fra Annelie Nässen, der er salgs- og marketingsdirektør i SAS.

Generelt er konkurrencen stor på trafikken mellem Skandinavien og Riga. Fra Oslo Lufthavn flyver både airBaltic og Norwegian til den lettiske hovedstad, og det suppleres yderligere af Wizz Air, der i stedet benytter Torp Sandefjord Lufthavn. Mellem Stockholm og Riga er det stadig airBaltic, Norwegian og SAS, der trafikerer ruten, mens airBaltic og Norwegian i fællesskab sørger for at bringe passagererne fra København til Riga.

AirBaltic flyver også til Riga fra Billund, Gøteborg og Stavanger, mens Wizz Air tager sig af en rute fra Bergen.

 

Relaterede artikler

AirBaltic øger presset på Nordica

AirBaltic åbner ny rute til København

SAS lynlukker Riga-rute

Business Traveller Denmark ApS - Mariendalsvej 28 - 2000 Frederiksberg - Telefon: +45 33114413 - info@btdk.dk - CVR: 29322724